Fodbold

Agüero var heldig, at han ikke fik hjertestop

Den nu tidligere fodboldspiller Sergio Agüero er blevet fortalt af sin læge, at argentineren har været heldig med, at han ikke har fået et hjertestop.

Den 30. oktober 2021 blev en skæbnesvanger dag for den argentinske fodboldstjerne Sergio Agüero. Ikke kun i forhold til fodboldkarrieren, men også i livet som helhed.

For midt i en ligakamp mod Alavés satte Barcelona-angriberen sig i græsset og tog sig til brystet. Efterfølgende forlod han banen og har siden fået foretaget en række undersøgelser.

De har vist, at 33-årige Agüero har problemer med hjertet, hvilket har tvunget argentineren til at indstille fodboldkarrieren.

Jeg ser ikke fodbold længere, og jeg læser ikke nyhederne eller noget

Sergio Agüero

Det pludselige karrierestop har taget hårdt på Agüero, der tydeligt var rørt, da han offentliggjorde den triste nyhed. Og noget tyder på, at det kunne have udviklet sig meget værre, fortæller argentineren nu i et interview.

- Lægen har fortalt mig, at jeg var heldig, for jeg kunne nemt have fået et hjertestop, og det får en til at tænke alting igennem.

- Han fortalte mig det to uger efter episoden, og jeg siger det gerne, for jeg har ikke noget problem med at tale om det, siger Agüero ifølge den spanske avis Marca.

På nuværende tidspunkt er der endnu ikke nogen, der ved, hvad der har forsaget argentinerens hjerteproblemer, men Agüero fik flere symptomer i træninger op til kampen mod Alavés.

- Jeg kan huske, at fra én måned til en anden begyndte jeg at få nogle mærkelige symptomer, som jeg aldrig havde haft før. Jeg fik det dårligt til træning, men jeg troede, det skyldtes de hårde krav. Det var mærkeligt. Jeg begyndte at få smerter i hovedet, og jeg kunne mærke et pres, men jeg troede, det var grundet varmen og vejret. Jeg forbandt det ikke med andet, siger argentineren i interviewet.

Vil ikke se fodbold længere

Fodbold har fyldt det meste i hele Agüeros liv, og derfor finder han det også ekstremt hårdt, at han nu ikke længere kan dyrke sin helt store passion.

- Jeg vil gerne spille, og det skræmmer mig, for jeg har trænet hele mit liv til det maksimale. Det er derfor, jeg bliver distraheret.

- Jeg ser ikke fodbold længere, og jeg læser ikke nyhederne eller noget. Det er sådan, det fungerer for mig i den her virkelighed med så meget uvished.

Sergio Agüero kom til Barcelona i sommer, hvor det blev til fem kampe med et enkelt mål til følge.