VM fodbold

DBU har solgt sine Qatar-obligationer

DBU skal på bestyrelsesniveau diskutere, hvordan investeringspolitikken skal være i fremtiden, siger direktør.

De obligationer, som Dansk Boldspil-Union (DBU) havde i Qatar, er solgt.

Det oplyser DBU-direktør Jakob Jensen, som kalder hele sagen for en fejl.

- Qatar er et sted og en stat, som vi har en meget indgående kritisk dialog med. Det sender det forkerte signal, i forhold til hvad vi vil med den dialog, hvis vi samtidig har investeret selv et meget lille beløb i obligationer i Qatar.

- Vi har lagt os fladt ned. Det er en fejl, og vi har afhændet det, vi havde, og vi har sikret os, at der ikke kan foretages fremtidige investeringer af vores kapitalforvalter i obligationer i Qatar, siger han.

DBU's samlede investeringer i aktioner og obligationer var ved udgangen af 2021 cirka 219 millioner kroner værd. Heraf udgjorde investeringerne i Qatar cirka 0,1 procent - 191.000 kroner.

- Vi havde nogle midler investeret i obligationer i Qatar. Det er simpelthen bare en fejl. Det var dumt. Vi har en kapitalforvalter, der investerer vores midler, som vi har opsparet.

- Vi har aktuelt investeret i cirka 6500 værdipapirer. Nogle af dem var i obligationer i Qatar. Vi kan selvfølgelig ikke eje obligationer i Qatar, siger Jakob Jensen.

Det ærgrer mig bestemt ikke, at det er kommet frem. Det ærgrer mig, at det er sket

Jakob Jensen, direktør i DBU

Har sat penge til

Han kan ikke oplyse, hvilken fortjeneste der har været på investeringerne i Qatar.

- Den diskussion, der har været og drejet sig om 191.000 kroners investering i obligationer i Qatar, er slut. De obligationer er solgt.

- Mit umiddelbare bud vil være, at det sjældent er en god forretning at sælge obligationer, inden de udløber. Mit umiddelbare gæt vil derfor være, at vi har sat penge til, siger Jakob Jensen.

Han har selv været bannerfører for en kritisk tilgang til VM-værtslandet Qatar og ikke mindst menneskerettighederne i landet. Derfor irriterer sagen ham ekstra meget.

- Det ærgrer mig bestemt ikke, at det er kommet frem. Det ærgrer mig, at det er sket. Det ærgrer mig, at vi via vores kapitalforvalters dispositioner har haft en lille portion obligationer i Qatar. Men det ændrer ikke på den kurs, vi har lagt. Vi har en meget kritisk dialog med Qatar, som jeg senest havde, da jeg var dernede i december, og som vi har løbende.

- Jeg skal derned igen til marts. Det kommer vi til at fortsætte med - at sætte forbedrede rettigheder for migrantarbejdere og andet på dagsordenen, siger Jakob Jensen.

Vil tage en diskussion om politik

Jacob Ruben Hansen, økonom hos Forbrugerrådet Tænk, pegede efter offentliggørelsen af DBU's investering i Qatar på en løsning for at undgå at investere i stater som Qatar: Svanemærkede investeringer.

- Det betyder blandt andet, at svanemærkede investeringsporteføljer ikke må indeholde lande, stater eller selskaber, der bryder med menneskerettigheder eller sælger våben eller brændstoffer. De skal også overholde krav til arbejdstagerrettigheder, forklarede Jacob Ruben Hansen.

Nu har vi offentliggjort vores investeringer. Det er der også nogle, der har taget godt imod

Jakob Jensen, direktør i DBU

Om svanemærkede investeringer er vejen at gå for DBU, vil man nu kigge nærmere på.

- Jeg er ikke investeringsekspert, jeg driver et fodboldforbund, og det er jeg direktør for. Derfor har jeg udliciteret min formueforvaltning til en formueforvalter, som har forstand på at forvalte formuer.

- Vi har fastlagt en investeringspolitik, hvor vi siger, at det, vi investerer i, skal leve op til en hel række af kriterier - både FN-kriterier og alt muligt andet. Det vil vi tage en diskussion med vores bestyrelse om i lyset af den debat, der har været, og se, om vi skal stramme endnu mere op, for hvad investeringer skal foretages i, siger han.

Har rettet ind efter kritik

Jakob Jensen forklarer, hvorfor DBU valgte at offentliggøre sine investeringer.

- Vi har tidligere fastlagt, hvad vi mente, var en etisk investeringspolitik. Det, der var udgangspunktet for denne debat, var en kritik af, at DBU ikke offentliggjorde sine investeringer.

- Nu har vi offentliggjort vores investeringer. Det er der også nogle, der har taget godt imod. Så er der kommet noget kritik for eksempel omkring Qatar - fuldstændigt berettiget. Den kritik har vi så rettet ind efter.

Direktøren beder nu DBU's bestyrelse om en grundig analyse af, om den eksisterende investeringspolitik er god nok.

- Man skal huske, at verdenen er kompleks. Hvis man skal investere på en måde, som er etisk forsvarlig, og som giver nogle gode afkast, så kan noget af det, som er fuldstændig etisk forsvarligt efter FN-standarder, være uforsvarligt set med bestemte danske briller.

- Jeg tror, at man skal gøre sig grundigere analyser, end dem der bare hviler på, at nogen kaster et hurtigt blik på et navn og siger, at den og den aktie måske ikke er god nok, siger han.