Rusland invaderer Ukraine

Umuligt at spille mod Rusland i Moskva, siger det svenske fodboldforbund

Det svenske fodboldforbund frygter at skulle spille en eventuel VM-playoff-kamp i Ruslands hovedstad, Moskva.

- Vores vurdering er, at som det ser ud nu, bliver det umuligt at spille en eventuel playoff-kamp i Moskva mod Rusland 29. marts.

Så klar er meldingen fra det svenske fodboldforbund, SvFF, efter russiske styrker har angrebet Ukraine.

Lige nu er det ikke givet, at Sverige og Rusland mødes i VM-kvalifikationen. Det forudsætter, at de vinder deres første kampe i playoff-turneringen, som er følgende:

  • Sverige-Tjekkiet og
  • Rusland-Polen

Derfor er det bemærkelsesværdigt, at svenskerne allerede nu afviser at spille i Moskva.

Samtidig fortæller formanden for SvFF, Karl-Erik Nilsson, at Polen har ytret bekymring om udsigten til den kommende kamp mod Rusland.

- Spørgsmålet (om at skulle spille i Rusland, red.) er allerede blevet rejst af vores polske kolleger, og vi afventer naturligvis besked fra FIFA, siger Karl-Erik Nilsson til nyhedsbureauet TT ifølge Ritzau.

Polens fodboldforbund har dog torsdag ved middagstid ikke omtalt situation på sin hjemmeside.

Ekstremt alvorlig situation

Det svenske fodboldforbund skriver på sin hjemmeside, at man retter sig efter anbefalinger fra myndigheder og regeringen.

- SvFF afventer også vejledninger fra det europæiske fodboldforbund UEFA og det internationale fodboldforbund FIFA, om hvordan Ruslands deltagelse i internationale turneringer bliver håndteret, skriver forbundet.

Derudover skriver SvFF, at man i forbundet er rystet over den ekstremt alvorlige situation. SvFF håber, at "denne uretfærdige invasion vil ende som hurtigt som muligt."

- Vores tanker går til alle de berørte i Ukraine.

Ukraine er desuden også en del af VM-kvalen. Ukraine skal møde Skotland på udebane i den første playoff-kamp.

Nyt playoff-system

Den europæiske VM-kvalifikation afsluttes med et playoff-spil, vi ikke har set tidligere.

De 12 deltagende nationer er således inddelt i tre grupper à fire hold, der hver spiller om én billet til VM.

Først parres de to seedede hold i hver gruppe med de to useedede hold og har hjemmebanefordel i én kamp om en plads i gruppefinalen, hvor der bliver trukket lod om hjemmebanefordelen og igen dystes i én kamp.