Jeg tror ikke, Hjulmand er i tvivl
TV 2 SPORTs fodboldkommentator Flemming Toft havde taget turen til London for at overvære Christian Eriksens comeback til topfodbold.
Christian Eriksen er vendt tilbage til livet - fodboldlivet.
De minutter i Parken den 12. juni sidste år, hvor han var væk, bliver aldrig glemt. Det gør hans fodboldmæssige genopstandelse 259 dage senere heller ikke på et stadion i det vestlige London.
To nedslag i følelsernes vold, to hændelser der efterlader livets grønne lys for mennesket og fodboldspilleren. Minutter uden liv, så de åbne øjne på græsset i København, udsigt til en fremtid uden bold og så klokken 16.07, britisk tid, denne lørdag et indhop til klump i halsen.
Mit blik var fastlåst på Eriksen. Jeg ville holde hans reaktioner i hånden. Mens han varmede op, mens han sad på bænken, mens han tog overtrækstrøjen af. Endelig. En følelse af lettelse og glæde. Hårene på armen under trøjen havde valgt ståplads. Øjnene fik tilført lidt væske. Det var emotionelt - dels at være i Parken dengang og dels at være på Brentford Stadium i nuet.
Eriksen og bolden er afhængige af hinanden
Christian Eriksen har arbejdet stenhårdt med den ubændige lyst til boldlegen som motivator. For at ændre den dom, han troede, var den eneste ene efter sit livskollaps. Aldrig mere fodbold.
Men de er afhængige af hinanden de to - han og bolden. Derfor blev det en determineret Eriksen, der målrettet arbejdede med den indsatte hjertehjælper, lægevidenskabens opbakning, den psykologiske balance, omsorgen for sine nærmeste og den fysiske formåen. På et bagtæppe af en hel verdens sympati.
Forløsningen kom denne lørdag, hvor fans fra Brentford og Newcastle i minutter var uden rygmærker. De hilste i fællesskab Christian Eriksen varmt velkommen, mens solen skinnede som en selvfølge i den del af London. Modstandere gav hånd og i det hele taget virkede det som en fælles, global krammer, da medie-tasterne fulgte op. Et indhop, et comeback, en lettelse. Det betød ikke så meget, at hans nye hold var nede med to mål og en spiller. Og heller ikke at betingelserne var nådesløse.
Det vigtigste var ikke resultatet
Vi fik Eriksen at se, hans familie fik Christian at se - det var det vigtigste. Dansk fodbolds største spiller i dette årtusinde er tilbage. Veltrimmet og selvfølgelig med den rust, der vil blive børstet af. Vi så hans blik for spillet, et par herlige afleveringer og så den aura, der er omkring ham.
Han har virket rolig og afklaret omkring sin situation - også da han skulle gøre comeback på banen og i Premier League. Erkendte dog det “specielle” ved at være tilbage. Nu er han her, og han fik mærket, hvad han måske nok vidste: At der er mange andre hjerter, der slår for ham.
Thomas Frank har brug for Christian Eriksen fra start næste gang - for Brentford er for alvor i suppedasen. Den indre frustration skal foldes rigtigt, og det kan Christian Eriksen sørge for.
Ikke nok til landsholdet - endnu
38 minutter under særlige omstændigheder er selvfølgelig ikke nok til en landsholdsudtagelse - som er den tilbagevendte søns største ambition. Men Kasper Hjulmand skal heller ikke vælge sine spillere nu.
Og landstræneren har udtalt, at ingen er selvskreven, heller ikke selvom man hedder Christian (Eriksen).
Men at han er der i fysisk god stand - og velvidende at hans fodboldkunnen i tanke og handling vil være i vater ganske snart gør, at det vil give mening at tage ham med i truppen til testkampene mod Holland og Serbien i slutningen af næste måned. Ikke mindst fordi den samling også indeholder et ugelangt træningsophold i det sydspanske. Det vil gavne Eriksen, landsholdet, fællesskabet og fremtiden. Jeg tror ikke, Hjulmand er i tvivl.