Rusland invaderer Ukraine

Polen og Sverige nægter at møde Rusland i VM-kvalifikationen

Efter planen skal Polen og Rusland mødes i en VM-kvalifikationskamp i marts, men Polen nægter nu at deltage.

Artiklen er opdateret, efter Sverige ligeledes har meddelt, at de ikke vil møde Rusland.

Polens Fodboldforbund nægter at spille en VM-kvalifikationskamp mod Rusland. Det skriver forbundets præsident, Cezary Kulesza, på Twitter.

Det skyldes den russiske invasion af Ukraine, forklarer han.

- Det er tid til at handle. På grund af de eskalerende russiske aggressioner i Ukraine vil det polske landshold ikke spille playoffkampen mod Rusland, skriver han.

Han tilføjer, at det polske forbund er i dialog med forbundene i Sverige og Tjekkiet om at præsentere et fælles standpunkt over for Det Internationale Fodboldforbund (FIFA).

Sverige og Tjekkiet møder nemlig hinanden i den anden semifinale, og vinderne af de to opgør skal så møde hinanden i en finale om en billet til VM i Qatar.

Kampen mellem Polen og Rusland skal efter planen spilles 24. marts. Opgøret er placeret i Moskva, og FIFA har endnu ikke taget stilling til, om russiske klub- og landskampe i den kommende tid skal flyttes ud af landet.

Sverige slutter sig til Polen

Senere lørdag besluttede Sverige at gå samme vej. De nægter også at møde Rusland, hvis det skulle komme så vidt.

Det skriver det svenske fodboldforbund (SvFF) på sin hjemmeside lørdag eftermiddag.

- Vi har svært ved at tro, at FIFA ikke kommer til at følge vores opfordring. Rusland kan ikke være med, så længe dette vanvid foregår, siger SvFF-chef Karl-Erik Nilsson.

Allerede torsdag meldte svenskerne ud, at det var umuligt at spille i Rusland. Nu nægter de at møde dem - uanset, hvor det måtte være tilfældet.

Lewandowski reagerer

Den polske stjerneangriber Robert Lewandowski gør i et opslag på Twitter klart, at han bakker op om den polske beslutning beslutning, men han erkender også, at uskyldige personer bliver ramt.

- Det er den rigtige beslutning. Jeg kan ikke forestille mig at spille en kamp mod Rusland, så længe invasionen af Ukraine fortsætter, skriver han og uddyber:

- Russiske fodboldspillere og fans er ikke skyld i det her, men vi kan ikke lade som om, at intet er sket, lyder det fra Lewandowski.

I alt deltager 32 hold ved VM, der afvikles fra 21. november til 18. december i Qatar. 17 af holdene er endnu ikke fundet.