Fodbold

Barca-fans piftede af egen spiller - gav "hold kæft-bolsje" tilbage

FC Barcelona hentede en sikker sejr på 4-0, da de søndag aften tog imod Athletic Bilbao i LaLiga.

Det er ikke unormalt, at et fodboldpublikum buher, når en spiller fra modstanderholdet har bolden.

Men at de buher og pifter, når en af holdets egne spillere har bolden på fødderne, er langt fra hverdag.

Det var et kæmpe hold kæft-bolsje til alle, der sidder på stadion

Andreas Laudrup, fodboldekspert

Alt andet lige var det, hvad der skete på Camp Nou søndag aften. Hver gang FC Barcelona-spilleren Ousmane Dembélé havde bolden, buede Barca-fansene. Fansenes utilfredshed skyldes efter alt at dømme de store problemer, der har været omkring en forlængelse af stjernens kontrakt.

Men efter 73 minutters spil - 6 minutter efter indskiftningen af Dembélé - blev fansenes buhen skiftet ud med et jubelbrøl. Franskmanden scorede til 2-0 og lukkede munden på kritikerne for en stund.

- Det var et kæmpe hold kæft-bolsje til alle, der sidder på det her stadion. Man kan også se, hvordan glæden er gigantisk hos Dembélé og holdkammeraterne. Fantastisk aktion, lød det fra TV 2 SPORTs fodboldekspert Andreas Laudrup.

Under kampen mellem FC Barcelona og Athletic Bilbao piftede og buhede hjemmeholdets fans af deres egen spiller - Ousmane Dembélé. Video: TV 2 SPORT

Scoringen satte ekstra meget gang i Dembélé, der leverede to målgivende afleveringer i slutningen af kampen.

- Det er en decideret H.C. Andersen-fortælling. Han bliver piftet ind på banen, og så scorer han et mål og laver to oplæg, siger Andreas Laudrup.

FC Barcelona 4-0 Athletic Bilbao

  • 1-0: Aubameyang (36')
  • 2-0: Dembélé (73')
  • 3-0: de Jong (90')
  • 4-0: Depay (94')

Inden Dembélés scoring havde Pierre-Emerick Aubameyang scoret til 1-0. De to sidste mål blev sat ind af Luuk de Jong og Memphis Depay.

Generelt var hjemmeholdet fra Barcelona klart det bedste hold på banen med et stort overtag i både spil og chancer.

Med søndagens sejr rykker Barcelona forbi Atletico Madrid i tabellen, hvor catalanerne nu ligger nummer fire. De har spillet en kamp færre end Madrid-klubben.

Bilbao ligger nummer otte i LaLiga.