Rusland invaderer Ukraine

DBU skiller sig af med investeringer i Rusland

DBU afventer genåbningen af den russiske fondsbørs for at sælge ud af sine sidste investeringer i Rusland.

Dansk Boldspil-Unions (DBU) aktier i det russiske gasselskab Gazprom er solgt, mens unionens øvrige investeringer i Rusland er "under afvikling".

Det skriver DBU på sin hjemmeside.

Udmeldingen kommer i kølvandet af Ruslands invasion af Ukraine.

Det er forvalteren af DBU's penge, Danske Bank, som selv har valgt at skille sig af med aktierne i Gazprom og sat gang i afviklingen af de øvrige investeringer, som ifølge DBU udgør under 100.000 kroner.

For at det kan lade sig gøre, skal den russiske fondsbørs åbne igen.

- Nu er administrationen bedt om at komme med oplæg, der afdækker området – gerne i dialog med eksterne rådgivere.

- Samtidigt har bestyrelsen bedt administrationen gå i dialog med forskellige formueforvaltere for at afdække det samlede marked.

- I dag følger DBU’s investeringspolitik FN's regler og ESG (Environment, Social & Governance), hvilket sikrer mod investeringer i blandt andet våben, kul og tobak. Alligevel har der via kapitalforvalter været investeringer i for eksempel Qatar, som DBU straks har afhændet, skriver DBU.

Qatar-aktier solgt

Det er anden gang på kort tid, at unionen vælger at sælge ud af sine investeringer.

I midten af februar kom det frem, at DBU har investeret penge i Qatar. Noget, som kommunikationschef Jakob Høyer var både "irriteret og ærgerlig" over.

Fem dage senere meddelte Jakob Jensen, der er direktør i forbundet dog, at obligationerne var solgt.

- Qatar er et sted og en stat, som vi har en meget indgående kritisk dialog med. Det sender det forkerte signal, i forhold til hvad vi vil med den dialog, hvis vi samtidig har investeret selv et meget lille beløb i obligationer i Qatar.

- Vi har lagt os fladt ned. Det er en fejl, og vi har afhændet det, vi havde, og vi har sikret os, at der ikke kan foretages fremtidige investeringer af vores kapitalforvalter i obligationer i Qatar, lød det.

Qatar er vært for VM i fodbold i 2022.