Fodbold

Ekspert bekymret for Danmarks landshold

Flere af de danske helte fra EM-slutrunden i sommer befinder sig lige nu i en svær periode. Bekymrende, men en spændende periode, siger ekspert.

Det var næsten for godt til at være sandt, hvad der skete i sommer. Fodboldlandsholdet tryllebandt hele nationen med en plads i EM-semifinalen.

Den historiske præstation blev fulgt op af en endnu mere historisk VM-kvalifikation, hvor Danmark spillede sig til 2022-slutrunden på absolut overlegen manér.

Øjebliksbilledet ser jo ikke specielt positivt ud

Fodboldekspert Mads Junker om landsholdets nuværende situation

Nu siger kalenderen 2022, og landsholdet skal snart mødes for første gang i indeværende kalenderår. Den ellers så overvældende pibe har dog fået en lidt anden lyd nu.

Godt nok kigger landstræner Kasper Hjulmand ”blot” ind i to testkampe i slutningen af marts, men når han 15. marts skal udtage sit landshold, står han med helt andre kort på hånden end normalt.

Flere af slutrundes fanebærere, Simon Kjær, Mikkel Damsgaard og Daniel Wass, døjer med omfattende skader. Christian Eriksen er på vej tilbage fra sin egen, helt unikke historie, mens normale profiler som Yussuf Poulsen, Thomas Delaney, Andreas Skov Olsen og Kasper Dolberg har været inde i et lidt længere, broget forløb.

Martin Braithwaite og Jens Stryger Larsen spiller slet ikke, mens Jannik Vestergaard får meget begrænset med spilletid. Med andre ord er flere af de danske EM-helte store spørgsmålstegn inden landsholdssamlingen.

- Det er bekymrende, siger TV 2 SPORTs fodboldekspert Mads Junker om landsholdets nuværende situation.

- Det, der i en periode var landsholdets store styrke, at alle spillerne fik græs under fødderne, er i hvert fald ikke tilfældet lige nu. Det er et lidt mere bekymrende landshold, end det har været det meste af tiden under Kasper Hjulmand, vurderer Junker.

EM-danskere, der sidder ude med en større skade i 2022

  • Mikkel Damsgaard, Sampdoria (Har været skaden siden landskampen i oktober)
  • Robert Skov, Hoffenheim (Har været skadet siden november)
  • Simon Kjær, AC Milan (Har været skadet siden 1. december)
  • Daniel Wass, Atlético (Har været skadet i 8 ud af 11 kampe i 2022. Har kun spillet 45 minutter siden skiftet fra Valencia)

Danmark møder Holland 26. marts og Serbien 29. marts. I begge tilfælde er der tale om en testkamp.

Store problemer i landsholdskernen

Kasper Hjulmand udtager sin trup 15. marts, og her kommer han til at skulle udtage en trup, hvor relativt mange af stamspillerne er fraværende enten på grund af skader eller manglende spilletid.

Mads Junker hæfter sig ved, at store dele af den kerne, som Hjulmand har bygget holdet op omkring under sin regeringstid, ikke befinder sig i en 100 procent optimal situation.

I forsvaret er både Simon Kjær og Daniel Wass ude med skader, mens Jens Stryger slet ikke spiller i Udinese.

På midtbanen har Christian Eriksen naturligvis været væk længe, mens Thomas Delaney også har været igennem et skadesforløb og lidt manglende spilletid. Mikkel Damsgaard sidder også ude med en stor skade. Ifølge hans agent kan Damsgaard være tilbage i fuld træning sidst i marts. Det siger Jens Ørgaard til Ekstra Bladet.

Helt fremme spiller Martin Braithwaite slet ikke i Barcelona, Yussuf Poulsen er også røget lidt ud i Leipzig, mens Kasper Dolberg også har døjet med skader.

EM-danskere, der har haft svært ved at få fast spilletid i 2022

  • Joakim Mæhle, Atalanta (Har startet inde i 3 ud af 11 kampe i 2022)
  • Andreas Christensen, Chelsea (Har startet inde i 7 ud af 13 kampe i 2022)
  • Yussuf Poulsen, Leipzig (Har startet inde i 4 ud af 10 kampe i 2022)
  • Mathias Jensen, Brentford (Har startet inde i 6 ud af 11 kampe i 2022)
  • Andreas Skov Olsen, Club Brügge (Har startet inde i 4 ud af 5 kampe efter sit skifte fra Bologna, hvor han startede inde i 1 ud af 3 kampe i 2022)

Lige nu er det altså over halvdelen af den oprindelige landsholdsstamme, der ikke får regulær spilletid.

Ikke meget positivt ved øjebliksbilledet

Derfor står Kasper Hjulmand foran en stor test nu. Muligvis den største hidtil, vurderer Mads Junker.

- Øjebliksbilledet ser jo ikke specielt positivt ud. Omvendt har landsholdet fået skabt et stærkt fundament, og det er jo det, der skal bære dem igennem det her lige nu. Det er heldigvis ikke verdens vigtigste kampe mod Holland og Serbien, men det er kampe, der skal vise, om landsholdet også kan stå stand mod toppen af Europa.

EM-danskere, der slet ikke har spillet nok i 2022

  • Jannik Vestergaard, Leicester (Har været involveret i 7 ud af 20 Leicester-kampe siden seneste landsholdssamling)
  • Martin Braithwaite, Barcelona (Har været på bænken i 8 ud af klubbens 12 kampe i 2022 - har spillet 13 minutter i pokalturneringen)
  • Frederik Rønnow, Union Berlin (Har spillet 1 ud af 7 kampe i 2022)
  • Jonas Lössl, Brentford (Har spillet i 3 ud af 11 kampe i 2022)
  • Jens Stryger Larsen, Udinese (Har ikke spillet en klubkamp siden seneste landsholdssamling i november)

- Vi kunne se mod Skotland i den sidste VM-kvalkamp, at det kan mærkes, når vi ikke har de bedste med. Det var et klart signal om, at det danske landshold er presset, hvis ikke de bedste spillere er med. Så fundamentet skal stå en prøve nu.

Danmark var allerede kvalificeret til VM-slutrunden i kampen mod Skotland, hvor Hjulmand havde store problemer med sin udtagelse.

Her måtte han se bort fra spillere som Christian Eriksen, Mikkel Damsgaard, Kasper Dolberg, Pierre Emile Højbjerg, Joachim Andersen, Christian Nørgaard og Jens Stryger.

Det afbudsramte landshold tabte som bekendt 0-2 på Hampden Park, hvor Kasper Hjulmand efter nederlaget med lettere bekymrende miner fik fremstammet, at han "ikke kunne genkende sit landsholds identitet".

Den situation kan selvsagt blive aktuel igen, nu hvor så stor en kerne af landsholdet enten er skadede eller lider under manglende spilletid.

”Også en spændende periode”

Mads Junker betragter dog ikke kun situationen negativt. Langt fra. De to testkampe og hele den kommende landsholdsperiode skal nemlig give svar. Svar til Kasper Hjulmand og svar til befolkningen.

- Landsholdet kigger ind den første tid under Hjulmand, hvor de for alvor bliver testet af. Fundamentet, som landsholdet har bygget op, bliver sat på prøve. Hvor stærkt er det? De kommer til at mangle flere af de ledere, der har været på landsholdet igennem flere år med Simon Kjær og Christian Eriksen som de åbenlyse. Men i princippet også Martin Braithwaite, der ikke får spilletid. Så hvor stærkt er resten af skelettet? Det skal vi have svar på nu.

- Jeg er spændt, for vi så mod Skotland, at det ikke var stærkt nok mod en modstander, vi næsten ikke længere gider måle os imod, fordi vi synes, at landsholdet er så gode. Det bliver spændende at se i de her to testkampe, hvor stærk en trup Danmark egentlig har. Vi får svar på, hvor afhængige vi er af, at de allerbedste på landsholdet er klar. En bekymrende, men også spændende periode for landsholdet.

EM-danskere, der er på vej tilbage fra et skadesforløb

  • Christian Eriksen, Brentford (Fik sit store comeback den 26. februar)
  • Thomas Delaney, Sevilla (Var skadet i klubbens 7 første kampe i 2022 – er startet inde i 2 af de seneste 5 kampe)
  • Mathias 'Zanka' Jørgensen, Brentford (Var skadet i klubbens 10 første kampe i 2022 – sad på bænken senest)
  • Kasper Dolberg, Nice (Har startet inde i 5 ud af 10 kampe i 2022)

Når Mads Junker nævner Christian Eriksen i den her sammenhæng, refererer han til, at landsholdsdirigenten blot har fået et enkelt indhop siden den skæbnesvangre sommerdag i Parken under EM.

Eriksen er derfor ikke i en situation, hvor han er oppe i de omdrejninger, som han har vist de seneste 10-12 år. Junker forventer dog, at Eriksen bliver udtaget til næste landsholdssamling.

Hvilke EM-helte er der så spørgsmålstegn ved?

Der vil formentlig være rigtig mange velkendte ansigter i Hjulmands trup i slutningen af marts. Og selvom det halter med spilletiden hos store dele af det danske landshold, vil mange af dem stadig være rigtig svære at komme udenom.

Det er alt i alt spændende nok, at Hjulmand får de her udfordringer. Det kan også være sundt for landsholdet at få den her udfordring

Fodboldekspert Mads Junker

Mads Junker peger dog på et par spillere, hvor spørgsmålstegnene for alvor er stor.

- Martin Braithwaite, Jannik Vestergaard og Jens Stryger Larsen er de tre, der falder mest udenfor i forhold til spilletid.

- Så har vi skader hos Simon Kjær og Mikkel Damsgaard. Det er lidt hårdt at smide Yussuf Poulsen i den betragtning, men det halter med spilletiden. Men at spille 70-80 procent af kampene, som tilfældet er med Yussuf Poulsen og også Thomas Delaney, bør være godt nok til at blive udtaget. Kasper Dolberg, Daniel Wass og Christian Eriksen har bøvlet med skader og er pressede på den front.

Landsholdets situation betyder, at Kasper Hjulmand formentlig skal på udkig efter lidt mere i landsholdsregi uprøvede spillere ved den kommende udtagelse.

Mads Junker nævner Philip Billing, Jesper Lindstrøm, Victor Nelsson og Rasmus Falk som kaniner, der kan blive hevet op af hatten. Han nævner også målmand Peter Vindahl, der spiller fast i hollandske AZ Alkmaar, som en mulig overraskelse i truppen.

Selvom Jonas Lössl og Frederik Rønnow stort set ikke spiller i deres klubber, forventer Junker ikke at se de store omrokeringer på målmandsposten.

- Man plejer jo at holde målmandsteamet ret intakt. Og det er klart, at Peter Vindahl kan banke på, men Jonas Lössl var jo også med, selv da han ikke spillede og var fast mand. Kasper Schmeichel kommer nok til at spille begge kampe, så der er måske ikke den store idé i at prøve en masse nyt af på den front.

EM-danskere, der har spillet fast eller tæt på fast i 2022

  • Kasper Schmeichel, Leicester
  • Joachim Andersen, Crystal Palace
  • Christian Nørgaard, Brentford
  • Pierre Emile Højbjerg, Tottenham
  • Jonas Wind, Wolfsburg
  • Andreas Cornelius, Trabzonspor
  • Nicolai Boilesen, FCK (var skadet i optakten, men har spillet fast i Superligaen)
  • Anders Christiansen, Malmö

Hvad angår den endelige udtagelse, kan der kun gives velbegrundede gæt. I sidste ende er det kun Kasper Hjulmand og Morten Wieghorst, der ved, hvem der skal udtages. Men uanset hvad der sker, glæder Mads Junker sig til at vidne perioden.

- Det er alt i alt spændende nok, at Hjulmand får de her udfordringer. Og jeg tror også, at det kan være sundt for landsholdet at få den her udfordring.

- På grund af skader bliver han tvunget til at få nye svar, og det kan jo kun give ham et mere klart billede af, hvad det er for et hold, han har, når vi også kigger frem mod VM.

De to testkampe i marts bliver vist på Kanal 5, men fra sommeren, hvor landsholdet skal i aktion i Nations League, kan TV 2 igen byde velkommen indenfor til landsholdsfodbold.