Rusland invaderer Ukraine

Kun familien afholder knust City-stjerne fra at drage i krig

Den ukrainske Manchester City-spiller Oleksandr Zinchenko er ekstremt hårdt påvirket af krigen i sit hjemland.

25-årige Oleksandr Zinchenko lever i et mareridt.

Fra afstand kan den ukrainske venstreback blot se til, hvordan hjemlandet gradvist bliver lagt i ruiner af russiske styrker, der dagligt overtager ukrainske byer.

Zinchenko har både venner og familie, der fortsat befinder sig i det krigshærgede land, og i et interview med BBC fortæller han nu, hvordan han kæmper for at oplyse verden om, hvad der sker i Ukraine.

- Min mission er at vise resten af verden, hvad der sker i øjeblikket. Jeg kan vise en million billeder og videoer af, hvad russerne gør. Jeg kan vise alle byerne i mit land, der er blevet ødelagt, siger Zinchenko.

For at være ærlig ville jeg være der, hvis ikke det var for min familie og datter

Oleksandr Zinchenko om at drage i krig for Ukraine

Men de mange billeder af den brutale virkelighed i Ukraine tærer hårdt på Manchester City-spilleren, der dagligt forlader træningsanlægget i tårer.

- Jeg græder bare. Der er gået en uge, og når jeg kører hjem fra træning, begynder jeg bare at græde ud af ingenting. Det er alle de ting, jeg har oppe i hovedet.

- Forestil jer at se det sted, I er født og vokset op, og så er der bare ingenting tilbage nu.

Kun familien holder holder ham tilbage

Krigen er nu mere end en uge gammel, og den udvikler sig dag for dag.

Men selvom der hele tiden opstår nye katastrofer i Ukraine, har Zinchenko bestemt ikke glemt krigens første timer.

- Omkring midnat vækkede min kone mig, og hun græd bare. Først var jeg i chok, og så viste hun mig videoerne og billederne af, hvad der skete, fortæller Zinchenko.

Han afslører også, at meget i ham har lyst til at drage afsted til hjemlandet for at forsvare Ukraine. Men venstrebacken føler ikke, at han kan forlade sin kone og datter på nuværende tidspunkt.

- For at være ærlig ville jeg være der, (i Ukraine, red.) hvis ikke det var for min familie og datter. For jeg er så stolt af at være ukrainer, og det vil jeg være resten af mit liv.

- Specielt når jeg ser, hvordan mit folk kæmper for livet, for jeg kender vores mentalitet. De vil hellere dø, og det gør mange også lige nu, men de giver ikke op.

Tidligere har Zinchenko også udtrykt sin holdning til Rusland og præsident Vladimir Putin, da han i krigens første dage skrev følgende på Instagram:

- Jeg håber, du kommer til at dø den mest smertefulde og lidende død, dit uhyre, skrev Citys ukrainske stjerne med et tilhørende billede af Putin.