Fodbold

Milan vandt topbrag og fører vild titelkamp

Kampen om det italienske mesterskab ser ud til at blive et stort drama.

AC Milan er nyt førerhold i den italienske Serie A takket være en sejr i topbraget mod Napoli.

Med sejren fører AC Milan Europas vildeste mesterskabskamp, hvis man kigger på de største ligaer.

Tre hold ligger inden for tre point, mens Juventus kommer snigende bagfra efter en miserabel sæsonstart.

Sådan forløb kampen

Af Ritzau

Kampens enlige mål i Napoli blev sat ind af den franske landsholdsangriber Olivier Giroud kort inde i anden halvleg.

Milan-angriberen stak en lang fod frem og dirigerede en afslutning fra Davide Calabria i nettet efter 49 minutter.

Inden da var det et yderst jævnbyrdigt opgør med masser af hårde nærkampe og tætte markeringer.

Napoli dominerede med bolden, men havde svært ved at komme frem til store chancer. Dertil var spillet for ustruktureret.

Heller ikke efter Milans scoring formåede Napoli at komme tilbage i kampen.

I flere perioder etablerede napolitanerne et pres mod Milan, men den sidste skarphed manglede.

Angriberen Zlatan Ibrahimovic, som har siddet ude med en skade i de seneste seks kampe, kom på banen og gjorde comeback i slutminutterne for Milan.

Svenskeren nåede dog ikke at gøre det store væsen af sig, men han var med til at køre sejren i hus.

Tidligere søndag vandt Juventus 1-0 hjemme over Spezia. Juventus er nummer fire med syv point op til Milan og kan også stadig blande sig i titelkampen.

Juventus er stadig ubesejret, efter de slog Spezia med 1-0. Video: Caroline Tarrasson