Fodbold

FCK-bøn afvist af UEFA

FC København får ikke mulighed for at erstatte Khouma Babacar til Conference League-kampene mod PSV.

Målene i FC Københavns næste to Conference League-kampe skal komme fra andre spillere end Khouma Babacar.

Det står klart, efter at Det Europæiske Fodboldforbund (UEFA) mandag slog fast, at angriberen ikke får lov at spille klubbens to Conference League-kampe mod PSV Eindhoven, selvom klubben registrerede ham til kampene.

Det oplyser Superligaens førerhold på sin hjemmeside.

- Det er en ærgerlig situation forud for et par vigtige kampe, siger sportsdirektør Peter Christiansen og tilføjer:

- Vi har ikke oplevet en lignende situation, men fremover sørger vi for at undersøge alle registreringer en ekstra gang. I sidste ende er det jo vores ansvar.

Efter FC København havde indlemmet Babacar i truppen, fandt de ud af, at han løber rundt med en karantæne på to kampe fra sin seneste optræden i europæisk fodbold. Senegaleseren blev i 2020 udvist i en kamp i Europa League-kvalifikation for sin daværende klub Alanyaspor.

Nicolai Jørgensen og co. blev fravalgt

FC København får ikke lov til at registrere en anden spiller til kampene.

De havde ellers rigeligt med spillere, der kunne overtage den i form af blandt andre de offensive spillere Akinkunmi Amoo, Paul Mukairu, Mamoudou Karamoko og Nicolai Jørgensen, der også kom til klubben denne vinter.

- Vi vil selvfølgelig stadig sende et konkurrencedygtigt hold på banen. Kampene mod PSV er en styrkeprøve, vi alle ser frem til, og vi kommer til at angribe kampene med alt, hvad vi har, siger Peter Christiansen.

Første 1/8-finale spilles torsdag klokken 21 i Eindhoven. En uge senere er der returkamp i Parken. Du kan se begge FCK's opgør mod PSV på TV 2's platforme.

Såfremt det ender med dansk avancement, kan cheftræner Jess Thorup sende sin angriber i kamp igen.