Fodbold

Milan vandt topbrag, men denne episode kan blive dyr

Det kan ende med at blive dyrt, at belgiske Alexis Saelemaekers brændte en stor chance i dommerens tillægstid.

AC Milans spillere er formentlig vågnet med store smil mandag morgen.

De ligger nemlig nummer 1 i Serie A. Søndag aften slog de Napoli med 1-0 på udebane og gik dermed forbi Inter.

Men der var også skår i glæden. Det mener TV 2 SPORTs fodboldekspert Mads Junker, der fremhæver en brændt chance i slutminutterne. Her kunne Alexis Saelemaekers have lukket opgøret med en scoring til 2-0.

Men belgieren brændte sit forsøg, og det kan ende med at blive dyrt. Begge hold har således vundet 1-0 på det andet holds hjemmebane, og det gør dem lige indbyrdes.

- Det er relativt vigtigt. Det er altså et point, han sparker over mål. Havde han sparket den ind, var de bedre indbyrdes end Napoli. Hvis de ender lige – og det er absolut ikke urealistisk – er det målscoren, der bliver afgørende, siger Junker.

I øjeblikket er AC Milan tre point foran Napoli, men de har en målscore, der er fire mål dårligere.

Plads til forbedring

Den store chance blev drevet frem af venstrebacken Theo Hernandez, der spillede en fornem kamp.

Han fandt med største naturlighed Saelemaekers med en bold, der havnede lige inden for feltet, men forsøget blev sendt langt over mål.

- Chancen er jo kæmpestor. Han skal vel tag en berøring på den. Så nemt er det ikke at sparke til den i løb med siden til. Det er ikke kun for at skyde på ham, men det er for at sige, at det kan blive et moment, vi kan gå tilbage til, hvis de ender med lige mange point til sidst, siger Mads Junker.

Olivier Giroud afgjorde kampen kort inde i anden halvleg, da han fik prikket en halvkikset afslutning i mål.