Rusland invaderer Ukraine

Stjerner lægger ukrainsk legende for had

Den tidligere Bayern München-spiller Anatoliy Tymoshchuk beskyldes af flere ukrainske stjerner for at være en forræder, fordi han arbejder i Rusland.

En ukrainsk fodboldlegende, der arbejder i Rusland.

For måneder tilbage ville det nok ikke trække de helt store overskrifter, men efter Ruslands invasion af Ukraine er snakken pludselig en anden.

Det er den tidligere fodboldstjerne og ukrainske landsholdsspiller Anatoliy Tymoshchuk et tydeligt eksempel på.

Tymoshchuk arbejder som assistenttræner i den russiske klub Zenit Sankt Petersborg, og siden invasionens start har han været tavs omkring hele situationen. Derudover har han stadig arbejdsplads i Rusland, hvilket langt fra modtages positivt i hjemlandet.

- Det, han gør, er ikke okay. Hans tidligere præstationer er blevet glemt. Han er ikke længere en ukrainsk fodboldlegende, skriver den ukrainske landsholdsprofil Ruslan Malinovskyi ifølge Marca.

Samme budskab lyder fra den tidligere ukrainske landsholdsspiller Yevgen Levchenko.

- Vi spillede på samme hold, bar trøjen med stolthed, sang nationalmelodien, vandt og tabte. Er du bare stille nu? Tolya, hvordan vil du leve med det her?, skriver han ifølge Daily Mail.

De kritiske røster mener, at Tymoshchuk burde melde klart ud om sin holdning til Rusland og forlade landet, som flere andre har gjort.

Besked fra fronten

Anatoliy Tymoshchuk omtales som en legende i ukrainsk fodbold. Og det med god grund.

Den i dag 42-årige stjerne er med sine 144 optrædener for det ukrainske landshold den spiller, der har spillet flest kampe for landsholdet.

Samtidig har han haft en flot international karriere med blandt andet fire år i den tyske storklub Bayern München.

På landsholdet spillede han sammen med Oleksander Aliyev, der siden invasionen har valgt en noget anden vej end sin tidligere holdkammerat.

Aliyev er nemlig blevet en del af det ukrainske militær, hvorfra også han har sendt en besked til Tymoshchuk.

- Hvor er du? (...) Du er vores ukrainske patriot. Eller malede du flag på dine kinder for at vise dig frem?, siger han i en video, hvor han også omtaler Tymoshchuk som en forræder.

Tymoshchuk har været assistenttræner i Zenit siden 2017, hvor han stoppede sin aktive karriere.