Fodbold

Esbjerg fyrer træneren igen - Van der Vaart overtager midlertidigt

Roland Vrabec er færdig som cheftræner i Esbjerg fB. Assistenterne Rafael van der Vaart og Michael Kryger overtager midlertidigt.

For anden gang i denne sæson skal 1. divisionsklubben Esbjerg fB have ny cheftræner.

Det står klart, efter vestjyderne onsdag har valgt at fyre tyske Roland Vrabec. Det skriver klubben på sin hjemmeside.

Tyskeren nåede kun at stå i spidsen for Esbjerg i et halvt år, efter han i august sidste år overtog roret efter den skandaleombruste Peter Hyballa.

Esbjerg fB skriver, at assistenterne Michael Kryger og den tidligere Real Madrid- og Tottenham-stjerne Rafael van der Vaart overtager tøjlerne, indtil en afløser er fundet.

- Det er aldrig et sundhedstegn, når et samarbejde skal afbrydes før tid, siger administrerende direktør Jens Hammer Sørensen.

- Men vi har analyseret vores sportslige situation, som er meget alvorlig, grundigt, og på den baggrund er vi nået frem til denne beslutning, siger han.

Lykkedes ikke med sin plan

Roland Vrabec overtog Esbjerg, da den kontroversielle træner Peter Hyballa stoppede i klubben efter bare fire kampe i begyndelsen af sæsonen.

Tyske Vrabec har tidligere stået i spidsen for mindre klubber i Tyskland, Luxembourg og Schweiz.

Han skulle bringe ro på de indre linjer og løfte klubben mod oprykning, men det er han ikke lykkedes med.

Esbjerg, som siden nedrykningen fra Superligaen i 2020 har bøvlet gevaldigt med at finde tidligere tiders niveau, har under Vrabecs ledelse vundet 5 ud af 17 kampe, mens det er blevet til ni nederlag.

Klubben er dermed tættere på nedrykning til 2. division end et comeback til Superligaen.

Esbjerg fik nye amerikanske ejere for omtrent et år siden. Det var dem, der forud for denne sæson hyrede Peter Hyballa, som dog hurtigt røg ud igen på grund af uoverensstemmelser med truppen.