’AC’ har selv fremprovokeret skifte til mytisk og legendarisk klub

Andreas Christensens forlængede ikke sin kontrakt med Chelsea, og nu er det på plads, at han rykker til spanske FC Barcelona.

Han stod foroverbøjet, trak de hvide fodboldstrømper lidt op over knæet, inden han fik et par kærlige og velmenende klap bagi.

Chelseas cheftræner, Thomas Tuchel, sendte Andreas Christensen på banen kort inden pausen i Champions League-finalen mod Manchester City sidste år, hvor han erstattede den skadede Thiago Silva.

Tre minutter senere scorede Kai Havertz kampens eneste mål, der sikrede Chelsea en stor Champions League-triumf.

Andreas Christensen - også kaldet ’AC’ - var med til at krige sejren hjem, og på behørig vis fik han også lov til at hæve Champions League-trofæet efter sejren, der vel nok er højdepunktet i den danske forsvarsspillers Chelsea-karriere.

’AC’ kommer nok til at tænke på pokalløftet et par gange mere i den kommende tid, når han ser tilbage på sin tid i London-klubben. Den er nemlig slut.

Christensen forlængede ikke sin kontrakt med Chelsea, og det er nu officielt, at han skifter til den spanske storklub FC Barcelona på en fri transfer.

Her skriver han sig på en fornem liste over danske stjerne i den catalanske klub, og det er ikke et skifte, vi ser ofte, fortæller TV 2 SPORTs fodboldkommentator Morten Glinvad.

- Det er stort. Det sker ikke hver dag, at en dansker kommer til FC Barcelona. Han bliver den sjette dansker, hvis man tager dansk-spanieren Thomas Christiansen med, og det er ikke mange i en så mytisk og legendarisk klub. Det er noget, som fortjener stor opmærksomhed. En stor nyhed for dansk fodbold, siger Glinvad.

Fik øje på ham i en tidlig alder

Opmærksomhed fik Andreas Christensen allerede i en tidlig alder.

Han begyndte sin ungdomskarriere i barndomsklubben Skjold Birkerød, inden han som otteårig skiftede til Brøndbys ungdomsafdeling.

Andreas Christensen spillede her i otte år, og talentet var ikke til at tage fejl af. Det fortæller hans tidligere U17-træner John Ranum, der nu arbejder for Fremad Amager.

- Vi fik øje på ham i en tidlig alder. Der var ingen tvivl om, at han havde et kæmpe potentiale. Han har faktisk altid spillet en årgang over sin egen. Det er lidt atypisk i ungdomsfodbold. Nogle kan godt spille med en årgang over til én kamp eller træning, men at gøre det hele tiden er lidt atypisk.

Det var både en glædens og en sorgens dag, da han skiftede

John Ranum, tidligere U17-træner i Brøndby

- Det har helt sikkert været med til at modne ham også. Han havde niveauet til det, for man kunne ikke se, når han spillede med en ældre årgang. Hvis man kan se, at de er yngre, er det ikke hensigtsmæssigt. Det kunne man ikke med ’AC’.

John Ranum har tidligere beskrevet ham som det største talent, der var i klubben i den periode.

Tog chancen og skiftede til Chelsea

I løbet af de otte år tiltrak han sig derfor også opmærksomhed fra blandt andre Arsenal, Manchester City, Bayern München og Chelsea. Valget faldt dog på sidstnævnte.

- Jeg har valgt at skrive kontrakt med Chelsea, fordi de spiller den form for fodbold, jeg godt kan lide. Samtidig var det klubben, der havde den bedste plan for min fodboldmæssige udvikling, sagde den dengang 15-årige Andreas Christensen til Ekstra Bladet.

Andreas Christensens individuelle priser

  • 2015: Årets talent i Danmark
  • 2015-16: Årets spiller i Borussia Mönchengladbach
  • 2017-18: Årets unge spiller i Chelsea

7. februar 2012 skrev han under på en kontrakt med Chelsea, men kom først til klubben fra sommeren.

- Det var både en glædens og en sorgens dag, da han skiftede. Det var en glædens dag på ’AC’s vegne, da det var en kæmpe udfordring for ham. For Brøndby var det jo ikke så godt, fordi man ser jo helst, at ungdomsspillerne får deres seniordebut i Brøndby, siger John Ranum til TV 2 SPORT.

Men det fik Andreas Christensen aldrig, men var sammen med sin familie enige om at satse og tage springet til England.

- Han var ikke den boglige type. Han fandt det ikke interessant at gå på gymnasiet. Han og familien blev enige om, at de ville satse 100 procent på fodbold. Det kunne man ikke blive enige med Brøndby om. Så var der tilbud fra Chelsea, og så tog han derover. Og man må sige, at det ikke har været et forkert valg, siger Ranum.

Imponerede i første kamp

Han var med i Chelseas trup for første gang 19. maj i 2012/2013-sæsonen, hvor London-klubben spillede sæsonens sidste Premier League-kamp. ’AC’ kom dog ikke på banen.

Den officielle debut kom først 28. oktober 2014, hvor han spillede alle 90 minutter i 2-1-sejren over Shewsbury Town i ligacuppens fjerde runde.

Her imponerede han fra start.

- Ser man bort fra modstanderens niveau, så var Andreas Christensen imponerende. Den normale centerforsvarer greb chancen og kom godt med frem ad banen. Han virkede kølig på bolden og havde et godt øje for afleveringer, var vurderingen i medierne.

Det er ikke bare et helt logisk klubskifte

Morten Glinvad, fodboldkommentator TV 2 SPORT

Andreas Christensens spilletid var efterfølgende meget sporadisk. Derfor blev han sammen med Chelsea enig om, at en udlejning nok var det bedste. Han blev udlejet til Borussia Mönchengladbach i to sæsoner, hvor det i alt blev til 62 kampe i Bundesligaen.

Han vendte tilbage til Chelsea efter sommeren 2017, og herefter har han hentet flere store triumfer. I 2018/19-sæsonen var han med til at vinde Europa League.

Chelsea vandt i februar i år VM for klubhold, imens de også vandt Super Cuppen over Villarreal i august 2021. Det er altså udover den Champions League-triumf, der tidligere er bekræftet.

Ikke et logisk klubskifte

Med skiftet til FC Barcelona er det ikke kun nye triumfer, Andreas Christensen jagter. Fodboldkommentatoren Morten Glinvad vurderer også, at skiftet indikerer, at der er noget større bagvedliggende, som ’AC’ har følt, han skulle jagte.

- At det ender med FC Barcelona, fortæller mig noget om, at det er et personligt valg for ham. Jeg fornemmer, at der har været et ønske i ham, som måske har været der i nogle år, hvor han gerne ville enten til Barcelona eller Spanien.

- For det er ikke bare et helt logisk klubskifte. Når det ikke er det, er det, at jeg tolker en mere personlig ambition ind i det, vurderer Morten Glinvad.

Andreas Christensens blåbog

  • Fulde navn: Andreas Bødtker Christensen
  • Alder: 25 år – født 10. april 1996
  • Fødeby: Lillerød, Danmark
  • Position: Midterforsvarer
  • Tidligere klubber: Skjold Birkerød, Brøndby, Chelsea

Han sammenligner hele forløbet med Christian Eriksens ditto i Tottenham, da han spillede der. Begge har haft et ønske om at ville noget andet, og de valgte begge den samme strategi. For at skabe de bedste forudsætninger for drømmeskiftet ville det være fordelagtigt at lade kontrakterne udløbe i deres store engelske klubber.

- Det var præcis det samme, Eriksen forsøgte, men for ham lykkedes det bare ikke, siger Morten Glinvad.

- Eriksen kunne godt fornemme, at der ikke var det store tilbud fra Real Madrid, han havde håbet på. Når man ser tilbage på det i dag, må man jo konstatere, at hele den strategi, som Eriksen og hans lejr valgte ved ikke at forlænge med Tottenham, slog fejl.

’AC’ har selv fremprovokeret situationen

Morten Glinvad beskriver, at det omvendte nu er sket med Andreas Christensen. Det er kommet i stand på baggrund af et samsurium af flere ting.

Hvorfor er det, at Andreas Christensen lykkedes med det, når Christian Eriksen ikke gjorde?

- Det er detaljerne, og så passede tingene bare sammen. Hvis FC Barcelona havde stået i en fremragende økonomisk situation, så kunne de tillade sig at vælge mellem Andreas Christensen og en anden profileret forsvarsspiller, de så kunne vælge at købe fri.

- Den konkurrence har han gjort mindre for sig selv ved at bringe sig i den situation. Det har passet sammen. De penge, Barca kan bruge, skal bruges på mere profilerede spillere, som vi så med Ferran Torres i januar. De skal ikke bruges på en midterforsvar. Det er derfor, det har passet perfekt i Barcelonas ligning, at de har kunnet få en så god midterforsvar uden at skulle betale en transfersum. Det er en situation, Andreas Christensen selv har fremprovokeret.

Barcelona har været inde i en mærk tunnel

Igennem hele sin karriere har Andreas Christensen været god til at sætte sig selv i fordelagtige positioner.

Og det har bragt ham til de største stadions og kampe i verden. Spørgsmålet er, om talentet, evnerne og spillet rækker til at få succes i FC Barcelona?

Både Morten Glinvad og John Ranum er enige om, at det kun er én vej frem.

- Jeg har store forventninger til Andreas Christensen. Hans stil passer godt ind. Selvom jeg er overrasket over skiftet, og det måske ikke er så logisk, hvis man ser det udefra, tror jeg, at det er en rigtig, rigtig klog beslutning af ham. Jeg mener virkelig, han er skræddersyet til at spille for FC Barcelona. Det er en velovervejet karrierebeslutning, siger Morten Glinvad.

Han nævner dog også, at FC Barcelona har været i en stor spillemæssig og finansiel krise. Men med tilgangen af Xavi og nogle lønmæssige omstruktureringer ser Glinvad det som passé.

- Jeg tror, at Barcelona er ovre det værste. De har været inde i en mørk tunnel. De er ikke helt ude af den endnu, men nu kan de se lyset. Det er et spændende tidspunkt at komme til klubben på. Man kan være med til at være dem, der kan repræsentere det nye og friske Barcelona, som står foran nogle spændende år. Med de kvaliteter, han har, tror jeg, at han bliver en rigtig, rigtig god spiller for Barcelona.

Han vil kunne sætte sig på en stamplads med det samme

Morten Glinvad, fodboldkommentator TV 2 SPORT

John Ranum ser det også som et spændende projekt for ’AC’. Det er en anden form for fodbold, danskeren kommer til, men det ser hans tidligere ungdomstræner kun som positivt.

- Jeg forstår ham sgu egentlig godt. Han har været næsten ti år i England, og det kan godt være, at han trænger til nogle nye himmelstrøg. Hvis jeg havde det talent, han havde, havde jeg heller ikke sagt nej til Barcelona. Han bliver måske udfordret på andre måder, end han har været i Chelsea.

Tror du, han får succes i Barcelona?

- Det er jeg ikke i tvivl om, at han gør. Han kan måske få udfordringer i starten, da han skal vænne sig til måden at spille på. Med den indstilling han har, skal han sgu nok klare det der. Jeg har altid ment, at spansk fodbold vil passe fremragende til ham, siger John Ranum.

Disse har spillet for både Chelsea og Barcelona

  • Samuel Eto’o
  • Juliano Belletti
  • Mark Hughes
  • Pedro
  • Albert Ferrer
  • Cesc Fabregas
  • Emmanuel Petit
  • Eidur Gudjohnsen
  • Deco
  • Boudewijn Zenden
  • Winston Bogarde
  • Ricardo Quaresma
  • Oriol Romeu

Stamplads med det samme

Men kan han bare blive en fast boldspillende midterforsvar i FC Barcelona med det samme? Morten Glinvad spår, at Andreas Christensen hurtigt er at finde blandt de startende elleve.

- Hvis vi antager, at han skal ind og konkurrere med de fem, der er der nu, mener jeg afgjort, at han kan blive stamspiller, siger Morten Glinvad.

- Gerard Pique er der stadig, og så længe han er det, er der en forventning om, at han er i spil. Men pludselig kan det gå hurtigt for en ældre forsvarsspiller. Eric Garcia har ikke slået til, og Andreas Christensen er en bedre spiller, end han er. Clement Lenglet og Samuel Umititi er spillere, de gerne vil skille sig af med. Så er der Ronald Araujo, der kan blive stor i fremtiden. Det er et hold, hvor Andreas Christensens niveau er så højt, at han vil kunne sætte sig på en stamplads med det samme.

Danskere i Barcelona

  1. Allan Simonsen

    År i Barcelona: 3 år (fra 1979 til 1982)

    Kampe og mål: 116 kampe og 40 mål

    Trofæer: 2. Copa del Rey og European Cup Winners' Cup

    Det var ikke kun Barcelona, der var interesserede i Simonsen. Han afviste tilbud fra Hamurger SV, Juventus og flere arabiske klubber, inden han skiftede til Catalonien på en fri transfer. 

    Allan Simonsen var topscorer i sin første sæson på holdet, da han scorede 10 mål i 32 kampe. 

    Simonsen nåede ikke at vinde ligaen med Barcelona, men han vandt Copa del Rey samt European Cup Winners’ Cup i 1982, hvor han scorede det afgørende mål i 2-1 sejren over Standard Liége. Efter sæsonen hentede Barcelona Diego Maradona, og Simonsen forlod klubben.

  2. Michael Laudrup

    År i Barcelona: 5 år (fra 1989 til 1994)

    Kampe og mål: 213 kampe og 47 mål

    Trofæer: 8 titler i alt. 4 La Liga-titler, mesterholdenes turnering, Super Cuppen, Copa del Rey og Supercopa de Espana.

    Laudrup kom til Barcelone efter en mindre succesfuld sæson i Juventus. I Barcelona spillede han under Johan Cruyff, der havde samlet et hold, der hungrede efter succes.

    ’Dream Team’, som holdet blev kaldt, spillede attraktiv fodbold og vandt adskillige trofæer. Laudrup forlod Barcelona i 1994, hvor han skiftede til rivalerne fra Real Madrid.

  3. Ronnie Ekelund

    År i Barcelona: 2 år (fra 1992 til 1994)

    Kampe og mål: 3 kampe for Barcelona, samt kampe for andetholdet Barcelona B

    Trofæer: 1. La Liga. 

    Ronnie Ekelund imponerede i Brøndby og var en del af det danske OL-hold i 1992. Her viste han sig også godt frem og skiftede derefter til FC Barcelona, hvor han startede på B-holdet.

    Da der kun måtte være tre udenlandske spillere i Barcelonas startopstilling, havde Ronnie Ekelund det svært mod spillere som Michael Laudrup, Hristo Stoichkov og Romario. 

  4. Thomas Christiansen

    År i Barcelona: 5 år i alt (fra 1991 til 1996 – udlejet fra 1993 og frem)

    Kampe og mål: 1 kamp for Barcelona, samt kampe for andetholdet Barcelona B

    Trofæer: 1. UEFA Super Cup 1992//1993

    Christiansen underskrev en fire-årig kontrakt i 1991, da Cruyff var træner. Han startede sin seniorkarriere hos reserverne, hvor han spillede sammen med Ronnie Ekelund.

    Han trænede flere gange med førsteholdstruppen, men fik næsten ingen spilletid på grund af den hårde konkurrence. Syv minutter i den ene af to Super Cup-kampe blev det til. 

    Da han skiftede til Barcelona, var der en klausul i hans kontrakt, der gjorde, han blev spansk statsborger og har blandt andet spillet for det spanske landshold.

    Han blev sendt på udlån i Sporting Gijon, Osasuna og Racing Santander uden at have spillet nogle kampe for Barcelonas førstehold.

  5. Line Røddik

    År i Barcelona: 2 år (fra 2016 til 2018)

    Kampe og mål: 23 kampe og 1 mål

    Trofæer: 2. Copa de la Reina de Futbol og Copa Catalunya

    I juli 2016 underskrev Line Røddik en kontrakt med FC Barcelona, som hun skiftede til fra Olympique Lyon.

    Hun forlod klubben i sommeren 2018, hvor hun skiftede til Ajax.

  6. Martin Braithwaite

    År i Barcelona: 2020 til ?

    Kampe og mål: 57 kampe og 10 mål

    Trofæer: Copa del Rey i 2021

    FC Barcelona udløste Martin Braithwaite frikøbsklausul i Leganes og gav ham en fire og en halv-årig kontrakt. Barcelona fik lov til at hente ham uden for transfervinduet på grund af slem skade til Ousamen Dembélé.