Rusland invaderer Ukraine

Dansker sætter Rusland på pause - men Europa er lukket

FCM henter Anders Dreyer hjem i et privatfly, men landsholdsspilleren kan ikke uden videre komme på kontrakt.

Fodboldspilleren Anders Dreyer kommer ikke til at spille mere for den russiske klub Rubin Kazan på denne side af sommerferien.

Klubben skriver på sin hjemmeside, at den har suspenderet Dreyers og holdkammeraten Sead Haksabanovic' kontrakt indtil sommeren 2022.

FC Midtjylland har allerede indgået en mundtlig aftale med offensivspilleren, fortæller direktør Claus Steinlein til DR. Men Dreyer kan ikke umiddelbart komme til at spille for klubben, som har sendt et privatfly afsted for at hente landsholdsspilleren hjem.

- Vi var sikre på, at det bare var en formalitet, da FIFA åbnede for muligheden. Hele Danmark har jo støttet op om at hjælpe de udsatte i den her krig, siger Steinlein til DR.

Som det ser ud lige nu, er transfervinduet nemlig - som sædvanligt på denne tid - lukket, og det er derfor ikke muligt at indlemme Dreyer på holdet.

Ifølge Divisionsforeningens direktør, Claus Thomsen, er det endnu ikke afgjort, om det skal laves om.

- Det er vi i gang med at finde ud af, om vi skal beslutte eller ej. Hvis man laver en regelændring midt i en turnering, som ændrer grundlaget for turneringen, så skal man selvfølgelig overveje det grundigt, siger Claus Thomsen.

En konsekvens af sanktioner

Suspenderingen sker, efter at Det Internationale Fodboldforbund (FIFA) tidligere på ugen besluttede, at udenlandske spillere og trænere skal have lov at søge væk fra Rusland uden at begå kontraktbrud.

Det usædvanlige skridt skyldes Ruslands invasion af Ukraine. Invasionen har fået adskillige udlændinge til at forlade Rusland, samtidig med at mange internationale sportsforbund har kappet båndene til landet.

Således er det russiske fodboldlandshold smidt ud af VM-kvalifikationen og kommer ikke til at møde Polen i en playoffkamp i slutningen af marts, som det ellers var planen.

Anders Dreyer har kun spillet for Rubin Kazan i godt et halvt år efter skiftet fra FC Midtjylland. Han er noteret for 14 ligakampe og 8 mål for klubben, der holder til i Republikken Tatarstan.

Rubin Kazan har endnu en dansker i spillerstaben i skikkelse af den tidligere AaB'er Oliver Abildgaard. Hans kontraktstatus er der endnu intet nyt om.