Fodbold

Götze roser FCK efter spektakulær kamp

PSV og FCK spillede 4-4 i holdenes første møde i Conference League-ottendedelsfinalen.

Torsdag aften spillede FCK sin mest målrige europæiske kamp nogensinde.

FCK scorede tre af sine i alt fire mål i 1. halvleg, og matchvinderen fra VM-finalen i 2014, tyske Mario Götze, erkender, at PSV var udfordret i de første 45 minutter.

- Vi var ikke inde i kampen og måtte justere. Vi indkasserede to dumme mål. Kontraangreb, hjørnespark. De spillede rigtig godt i 1. halvleg med boldbesiddelse. Vi havde det meget svært i 1. halvleg, siger Mario Götze til TV 2 SPORT.

Hvad lærte du mest om FCK-holdet?

- Hvis du ser 1. halvleg, hvordan de spiller med bolden, er rolige i bagkæden og skaber plads for hinanden. De gjorde det ret godt ved at spille ud af vores pres. Det var rigtig svært for os at presse. Det var en stor læring for os.

"Vi fik det bedste ud af det"

29-årige Götze og hans holdkammerater var bedst i 2. halvleg. PSV skabte også flere chancer end i de første 45 minutter og vandt halvlegen 3-1, så kampen i Eindhoven sluttede 4-4.

- Det var en spektakulær kamp med mange mål. Desværre spillede vi hjemme, så det var ikke det bedste resultat for os.

- Men i sidste ende, når vi var nede 1-3 ved pausen, så fik vi det bedste ud af det. Kun 50 procent er spillet, siger Mario Götze.

FCK og PSV spiller returkamp i Parken torsdag 17. marts. Vinderen af den kamp går videre til kvartfinalerne i Conference League.