Fodbold

Braithwaite var endelig tilbage i knusende Barca-sejr

Martin Braithwaite var tilbage i LaLiga for første gang i 197 dage, da Barcelona knuste Osasuna hjemme på Camp Nou.

Der er i øjeblikket godt gang i Xavis Barcelona, der nu er ubesejret i 11 LaLiga-kampe i streg. Søndagens storsejr over Osasuna cementerede klubbens knusende form.

Som TV 2 SPORTs fodboldekspert Andreas Laudrup fint beskrev oplevelsen kort før pausen fra kommentatorboksen.

- Det er simpelthen for nemt for Barcelona. De holder bare gang i bolden og flytter sig lidt. Småspil her og der. Det er som at se en træningsøvelse.

Martin Braithwaite fik også sit længe ventede LaLiga-comeback for Barcelona. Danskeren havde ikke spillet en ligakamp for Barca siden 29. august, hvor han blev skadet mod Getafe.

Braithwaite blev skiftet ind ved stillingen 4-0 efter 80 minutter.

Barcelonas elendige sæsonstart betyder, at klubben stadig på ingen måde er aktuel i guldkampen trods den gode stime.

Den gode stime har dog fået Cam Nou til at dufte af nyt metal - der meget nemt kan ende med at blive af sølv, når sæsonen er omme.

Et flyvende Barca-hold

Barcelona satte sig på kampen fra første fløjt.

Løbene var mange, mens ideerne var flere. Alt imens de rutinerede Barca-spillere masserede bolden på de rigtige tidspunkter, var det tydeligt fra første fløjt, at Osasuna gik en lang kamp i møde.

Der var spillet et lille kvarter, da Barcelona bragte sig foran efter et klokkeklart straffespark.

Gavi blev nedlagt i Osasunas felt, og det takkede Ferran Torres for med en scoring. Video: TV 2 Sport

Hjemmeholdet fortsatte de voldsomme takter efter åbningsmålet. Ferran Torres, det nye indkøb fra Manchester City, var i hopla, og den unge spanier var på pletten igen efter godt 20 minutter.

Her blev han spillet fri i siden af feltet på mesterlig manér, og Torres sparkede bolden sikkert i mål.

Ousmane Dembeles aflevering til Ferran Torres udløste en hurtig udbygning af føringen mod Osasuna. Video: TV 2 Sport

Ondt blev værre for udeholdet. Franske Ousmane Dembelé, der lavede den målgivende aflevering ved 2-0-scoringen, var slet ikke færdig.

Efter 27 minutter smed han en smuk pasning ind i boksen, hvor Pierre-Emerick Aubameyang prikkede Barca foran 3-0.

Barcelonas topangriber opsnappede et fint indlæg fra Dembele og gjorde det til 3-0. Video: TV 2 Sport

Barca væltede sig også i chancer i anden halvleg, men bolden ville bare ikke passere målstregen i lang tid.

Indskiftede Riqui Puig fik dog lavet om på det med et kvarter tilbage af kampen, da han scorede til slutresultatet 4-0.

I to omgange fik Puig scoret til 4-0. Video: TV 2 Sport

Danske Martin Braithwaite fik på den gode side af 10 minutter, da han blev skiftet ind i kampens afsluttende fase. Han nåede dog ikke at gøre sig synderligt bemærket.