Fodbold

- Uhyggelig lang vej til spilletid for Braithwaite, vurderer ekspert

Martin Braithwaite fik sine første LaLiga-minutter i over et halvt år, da FC Barcelona slog Osasuna med 4-0.

Tilskuerne på Camp Nou gav Martin Braithwaite en varm velkomst.

Søndag aften blev Barcelona-danskeren skiftet ind i LaLiga-kampen mod Osasuna til klapsalver. Det var med godt ti minutter tilbage, og det var hans første minutter i den spanske liga siden august sidste år, hvor han blev knæskadet.

I januar gjorde Braithwaite comeback med et kvarter i en pokalkamp på udebane, men i februar sad han ligakamp efter ligakamp på bænken, og mod Elche i begyndelsen af marts var han helt ude af Barcelonas kamptrup.

Martin Braithwaite skal da heller ikke sætte næsen op efter mange minutter for Barcelona fremadrettet, vurderer TV 2 SPORTs fodboldekspert Peter Graulund.

- Sådan som Barcelona spiller lige nu, i den seneste periode, er der bare uhyggelig lang vej til spilletid for Braithwaite.

- Han skal håbe, at holdet er foran 4-0, og der er nogle spillere, der skal spares forud for en vigtig kamp efterfølgende. Så kan han få 10-12 minutter, lyder det fra Graulund.

"Et fint indhop"

Da Braithwaite kom på banen mod Osasuna, var Barcelona foran 4-0, hvilket også blev kampens resultat. Det var Barcelonas fjerde ligasejr i træk.

- Jeg synes faktisk, at han leverede et fint indhop og var en del på bolden også, siger Peter Graulund om Braithwaites minutter på banen mod Osasuna.

Martin Braithwaite har ikke været en del af herrelandsholdet siden EM sidste sommer.

Tirsdag udtager landstræner Kasper Hjulmand sin landsholdstrup til testkampene mod Holland og Serbien i slutningen af marts.