Fodbold

El Clásico dufter igen af storhed

TV 2 SPORTs fodboldekspert Mads Junker skriver hver uge om både de seneste og de kommende begivenheder i europæisk fodbold.

Weekendens højdepunkt

Ordenen er genskabt

For nogle uger siden konkluderede jeg, at intet var, som det plejer i LaLiga. Det var sandt på daværende tidspunkt, men præcis én måned senere er ligaen igen “vendt tilbage til normalen”, som matematikkens verden ville udtrykke det, når afvigende data igen finder et normale leje.

Top-4 udgøres af de forventede mandskaber. Real Madrid har sikker kurs mod mesterskabet. Og fyresedlerne til de stakkels, pressede trænere i bunden begynder igen at blive uddelt på en ugentlig basis.

Så langt så godt, men LaLigas altoverskyggende tilløbsstykke har i flere sæsoner været en halvfesen oplevelse, hvor forventningerne mest handlede om, hvilket mandskab der ville præstere mindst ringe. De forventninger kan vi nu justere, for optakten til søndagens El Clásico har været tæt på perfekt for Spaniens to fodboldmastodonter.

Xavi har endelig forløst FC Barcelona efter flere års fodbold uden klubbens klare fodboldfilosofi.

Starten var svær for den tidligere midtbanegeneral, men kombinationen af vinterens transferforstærkninger og et stadigt skrumpende lazaret har givet Xavi frie hænder til at genopbygge sit mandskab. Lige nu fremstår offensiven som ligaens skarpeste, mens midtbanen dufter - ja, nærmest stinker - af fremtidig storhed, når Pedri, Gavi og De Jong på skift akkompagnerer Sergio Busquets i catalanernes maskinrum. Læg dertil en rutine i defensiven qua Pique, Alves og Alba som kun Real Madrids tre tenorer på midtbanen kan matche, og du står tilbage med skitsen af et storhold i svøb.

Søndag aften leverede Barca en fodboldopvisning uden lige, da Osasuna blev gennembanket på Camp Nous smukke græstæppe. Første halvleg var den mest suveræne præstation fra noget mandskab i denne sæson, og Arrasate erkendte da også efterfølgende, at de havde mødt overmagten. Af de seneste ni kampe, Blaugrana har spillet, har de fem gange sendt minimum fire scoringer i modstandernes net, og catalanerne er ydermere ubesejret i deres seneste 12 ligakampe. En plads i næste års Champions League ligner en formalitet, og Sevillas forspring på andenpladsen skrumper uge for uge. Det er med andre ord et hold sprængfyldt af selvtillid, der søndag aften går på banen, når de kommende spanske mestre byder deres ærkerivaler indenfor til sæsonens højdepunkt på Bernabeu.

Det var ren legestue for Barcelona, som vandt 4-0 på hjemmebane over Osasuna. Video: TV 2 SPORT

Real Madrid brugte mandag aften på Mallorca, og selvom festen var længe om at komme i gang, var duoen Vinicius Jr. og Benzema endnu engang hovedansvarlige for, at Los Blancos kunne forlade ferieøen med en sikker sejr i bagagen. Eneste skår i glæden var den påtvungne udskiftning af LaLigas bedste spiller i denne sæson, men mon ikke Grande Karim er at finde i spillerdragt, forbinding om sin finger og iført anførerbindet, når verdens største klubkamp sparkes i gang under den madrilenske aftenhimmel i den kommende weekends sidste timer.

Real Madrid var overbevisende, da de mandag aften besejrede Mallorca med 3-0 i LaLiga. Video: TV 2 SPORT

Avancementet i Champions League mod PSG viste med al tydelighed den særlige atmosfære, som publikummet på Santiago Bernabeu kan skabe, når de allerstørste aftener står på programmet, og jeg forventer, at vi fodboldseere bliver forkælet med et lignende drama som det, der udspillede sig onsdag aften mellem Real Madrid og PSG.

Forspringet i ligaen er nu oppe på 10 point for Real Madrid, og gravøren af LaLiga trofæet kan allerede nu påbegynde inskriptionen af navnet på de hvide fra Madrid for 35. gang i historien. Søndagens El Clásico bliver derfor ikke sæsondefinerende i denne omgang, men med FC Barcelonas eksplosive udvikling og Real Madrids evne til at levere i de store kampe, kan det alligevel blive en af de aftener, hvor vi sidder tilbage efter 90 minutters fodbold og ved, at vi har oplevet noget historisk.

Sæt derfor et stort kryds i kalenderen på søndag, og gør det allerede fra klokken 20:00, når Jesper Amter på kyndig vis bager op til en dyst mellem LaLigas to bedste mandskaber. Kampen begynder klokken 21.

Hvad skal vi glæde os til i den kommende uge

Alt kan ske på torsdag

Torsdag aften tændes lysene i Parken tidligt, når FCK byder PSV Eindhoven indenfor til returkampen om videre avancement i Conference League.

Det første opgør endte med vanvittige 4-4 på måltavlen, og FCK spillede sin bedste europæiske halvleg i mange mange år.

Bag den stærke præstation stod et hårdt arbejdende kollektiv, men særligt Rasmus Falk skinnede igennem på en aften hvor FCK blev presset til det yderste.

Når Falken engang lægger støvlerne på hylden, vil det være oplagt at pådutte ham prædikatet som “den bedste spiller i Superligaen, der aldrig kom til udlandet”. Den fåmælte fynbo rundede i januar et skarpt hjørne i fodboldsammenhæng, da lysene på fødselsdagslagkagen nåede op på 30 styks. Løbet er ikke endegyldigt kørt i forhold til et skifte uden for landets grænser, men det virker plausibelt at antage, at vi kan nyde den teknisk dygtige midtbanespiller på de danske stadions resten af hans karriere.

Januar betød dog mere end lagkage og boller for Rasmus Falk, eftersom vinterpausen blev brugt på at udvikle en ny facet i hans fleretrengede repertoire. Den tidligere offensive midtbanespiller og wing blev vinteren igennem afprøvet på den defensive midtbane, hvor hans overblik og tekniske formåen skulle opveje afsavnet af anfører Zeca, der fortsat sidder ude med en korsbåndsskade. De første kampe i Superligaen indikerede, at rollen passer perfekt til Falk, og kampen i Eindhoven vil stå tilbage som det endegyldige bevis på den fuldendte omskoling.

På mange måder minder Rasmus Falks transformation om den, Lasse Schøne gennemgik på samme tidspunkt i karrieren. Teknik, pasningsstyrke, overblik og rutine var/er alle kategorier som Schöne og Falk scorer højt i, og dermed kan de kompenserer for den fart, som størstedelen af offensive spillere mister, når dåbsattesten har mere end 30 år på bagen.

I 2016 var det ligeledes en 30-årig Lasse Schøne, der under Frank de Boers ledelse skiftede den offensive dirigentstok ud med en mere defensiv en af slagsen. Dengang udtalte han: “Nogle udfylder rollen som en aggressiv støvsuger, andre udfylder den som en spilfordeler. Jeg hører til den sidste del”. Ligheden i de to karriereforløb er slående for de to langhårede midtbanespillere, og vejen til flere landskampe for Rasmus Falk kan meget vel gå via sin nye position, som tilfældet også var det for Lasse Schøne. I Eindhoven var Falk såvel bolderobrer som igangsætter og indpisker, og den fremragende præstation har FCK brug for, at han gentager, hvis løverne skal fuldbyrde overraskelsen og sende de hollandske vicemestre ud i mørket.

Torsdag klokken 18.45 er det tid til afgørelsen for FCK's europæiske skæbne i denne sæson, men se med allerede fra klokken 18, når optakten til FCK’s største kamp i sæsonen starter - se hele sendeplanen her.