Fodbold

Hjulmand hiver Casper Nielsen ind på landsholdet

Casper Nielsen kommer med på landsholdet som ekstra spiller, da Christian Eriksen har fået corona.

Kasper Hjulmand har taget konsekvensen af, at Christian Eriksen har fået corona.

Søndag oplyser Dansk Boldspil-Union (DBU), at Casper Nielsen, som til daglig spiller i belgiske Royale Union Saint-Galloise, bliver hevet ind i landsholdstruppen som en ekstra spiller.

Det sker altså, fordi Christian Eriksen på grund af sin tilstand først forventes at kunne støde til nationalmandskabet senere i den kommende uge.

Casper Nielsen nyder stor succes i sin belgiske klub, der på trods af at have rykket op i den bedste række, Jupiler Pro League, inden sæsonen fører ligaen.

27-årige Nielsen har endnu sin første A-landskamp til gode, men har tidligere spillet 35 ungdomslandskampe.

Danmark skal 26. og 29. marts spille to testkampe mod henholdsvis Holland og Serbien.