Fodbold

Hjulmand forventer at se Eriksen i landsholdslejren snart

Christian Eriksen lander i Spanien på onsdag og tilslutter sig landsholdet. Hjulmand lover ham spilletid.

De danske landsholdsfans kan alligevel glæde sig til at se Danmarks måske bedste fodboldspiller i aktion i de kommende testkampe mod Holland og Serbien.

Christian Eriksen møder ind i den danske landsholdslejr i Marbella i det sydlige Spanien på onsdag efter at have været smittet med coronavirus.

Det siger landstræner Kasper Hjulmand mandag aften.

- Alt tyder på - medmindre der sker noget uforudset - at han er hernede onsdag aften og kan træne fuldt med torsdag og fredag, siger landstræneren.

Eriksens coronaforløb har været mildt.

- Han har det fint. Han har stort set ikke haft symptomer, og han har afgivet to negative test. Så han er ude af alle restriktioner. Der er nogle opfølgende test, som man altid kører, og dem får vi resultaterne fra onsdag formiddag. Så vi regner med, at han er hernede onsdag aften.

- Jeg tror, at han testede positiv tirsdag eller onsdag i sidste uge. Han har ikke været hårdt ramt, men det har alligevel kostet fire-fem dages træning, siger landstræneren.

Han fortæller, at Eriksen følger Premier Leagues "back to training"-protokol, og at han derfor har trænet mandag.

Brentford-spilleren er udtaget til landsholdet for første gang, siden han 12. juni sidste år faldt om og fik hjertestop under EM-kampen mod Finland.

Hjulmand lover, at Eriksen får spilletid på landsholdet - som minimum vil han være med i Parken mod Serbien tirsdag i næste uge.

- Planen er, at han skal indgå på lige fod med de andre. Vi må se, hvor meget han har lavet, og hvor meget han kan spille af kampen mod Holland. Men han er 100 procent klar til at spille mod Serbien på tirsdag.

- Jeg havde egentlig tænkt, at han ville have godt af at spille en del, men nu skal vi have lagt alle tallene sammen, og så må vi se, hvor meget han spiller mod Holland. Vi får ham helt sikkert at se i Parken, garanterer landstræneren.

Eriksen behøver næppe den store introduktion, når han atter slutter sig til landsholdkammeraterne.

Han fik debut på landsholdet i 2010 og har samlet set spillet 109 landskampe. Kun Peter Schmeichel, Dennis Rommedahl, Simon Kjær og Jon Dahl Tomasson har optrådt flere gange for landsholdet end midtbanespilleren.

/ritzau/