Rusland invaderer Ukraine

Ukrainsk læge har overtaget David Beckhams Instagram

David Beckham har over 70 millioner følgere på Instagram, og nu får de et ekstraordinært indblik i situationen i Ukraine.

Den tidligere engelske landsholdsspiller David Beckham er en yderst populær mand, og det har han udnyttet til at gøre en forskel.

For søndag har englænderen ladet den ukrainske børnelæge Iryna overtage sin Instagram-profil, der har over 70 millioner følgere.

I en række stories viste Iryna, hvordan livet i den krigshærgede by Kharkiv lige nu udspiller sig. Blandt andet viste hun en video af et kælderrum, hvor gravide kvinder og nybagte mødre bliver evakuret til.

Den ukrainske læge postede også billeder af nyfødte børn, der er afhængige af iltmaskiner doneret af Unicef.

- Mit navn er Iryna, og jeg vil vise jer, hvordan vi arbejder midt i en krig. Jeg arbejder 24 timer i døgnet, og jeg er her hele dagen.

- Vi risikerer formentlig vores liv, men vi tænker ikke over det, for vi elsker vores arbejde, fortæller Iryna blandt andet på David Beckhams Instagram.

Den ukrainske læge tilføjer undervejs også, at hun og hendes kollegaer er dybt afhængige af den støtte, der blandt andet er kommet fra Unicef. Se de forskellige Instagram-stories på hans profil ved at trykke på cirklen over det blå hjerte.

Netop Unicef har David Beckham været ambassadør for siden 2005, og englænderen opfordrer selv sine følgere til at donere penge til nødhjælpsorganisationen, så ofrene i Ukraine kan klare sig bedst muligt.

Rent drikkevand, mad og lægeudstyr i Ukraine er blandt de ting, Unicef bruger donationerne til.

Skiskytte har tidligere gjort det samme

Det er ikke første gang under den russiske invasion af Ukraine, at et sådant tiltag bliver taget i brug.

For tidligere har den ukrainske skiskytte Anastasija Merkushyna overtaget sin tyske kollega Erik Lessers Instagram.

Det skyldtes, at Erik Lesser havde mange tusinde russiske følgere, og derfor var det en oplagt mulighed for Anastasija Merkushyna til at komme i direkte kontakt med indbyggerne i Rusland.

Den ukrainske skiskytte havde en målsætning om at fortælle "sandheden" til den russiske befolkning, da den almene russer har begrænset adgang til ikke-russiske nyhedsmedier.