VM fodbold

VM er en fjern drøm for landsholdets nyeste spiller

Casper Nielsen drømmer om at komme med til VM, men han erkender, at konkurrencen er ekstremt hård.

Fodboldspilleren Casper Nielsens karriere er ved at peake i øjeblikket.

Den 27-årige vestjyde kæmper højst overraskende med om det belgiske mesterskab sammen med Royale Union Saint-Gilloise, og samtidig er han blevet udtaget til A-landsholdet for første gang.

Dermed er han kommet et skridt nærmere drømmen om at deltage ved VM-slutrunden i Qatar i november og december, men han prøver ikke at lade sig rive med af sin aktuelle succes.

Det fortæller han tirsdag før landsholdets træning i det sydlige Spanien.

- Selvfølgelig tænker jeg på VM, men lige nu peaker mit liv rimelig meget, med alt det der foregår i Belgien, og nu er jeg også blevet udtaget til landsholdet. Jeg tager det meget stille og roligt og prøver at lade være med at tænke for meget på VM lige nu.

- Jeg har brug for at holde fuldt fokus, men jeg er selvfølgelig glad for at kunne snuse med her på landsholdet, og Hjulmand kan se mig lidt an. Han kan måske tilføje lidt til mit spil, og jeg kan forhåbentlig lære af de andre spillere på holdet.

- Så på alle måder er det win-win, at jeg er med landsholdet nu, og så må vi se, om jeg er det på sigt, siger Casper Nielsen.

Blevet bedre siden skiftet væk fra Superligaen

Han medgiver, at han er udsat for hård konkurrence fra blandt andre Pierre-Emile Højbjerg, Christian Nørgaard og Thomas Delaney i landsholdets maskinrum.

- Der er ingen tvivl om, at konkurrencen er hård på landsholdet. Jeg er her for at suge til mig og lære, selv om jeg selvfølgelig ikke er her for sjov, siger Casper Nielsen.

Han har optrådt i 35 kampe for de danske ungdomslandshold.

Den tidligere Esbjerg- og OB-spiller nåede at være med i 163 superligakampe, inden han i sommeren 2019 rykkede videre til belgisk fodbold. Det skifte har kun gjort den energiske midtbanespiller klogere og mere alsidig.

- Jeg er blevet ældre og har lært nogle ting, men det kendetegner mig stadig, at jeg er en ultimativ holdspiller. Jeg giver mig 200 procent hver gang. Men jeg har også bygget en masse på mit spil i form af både mål og assist.

- Seks mål og seks assist som defensiv midtbanespiller (i den belgiske liga, red.) er ikke så dårligt. Jeg er blevet mere moden i mit spil, og jeg er i gang med en god udvikling, siger Casper Nielsen.

Journalister fra hele verden ringer

Som følge af sin personlige succes og Unions gode resultater i Jupiler League har danskeren også oplevet en massiv interesse fra udenlandske journalister de seneste måneder.

- Der er journalister fra Spanien, New York og alle mulige mærkelige numre fra hele verden, der ringer til mig hele tiden. Da vi var halvvejs i sæsonen, blev der åbnet for den del.

- Nede i Belgien sagde alle, at det ville være et spørgsmål om tid, før Union knækker, men det har vi ikke gjort. Man kan også se, at vi stadig fører "table of justice", siger Casper Nielsen.

Aktuelt har holdet fem point ned til Andreas Skov Olsens Club Brugge i den belgiske mesterskabskamp. Der resterer to runder af rækkens grundspil, inden pointene bliver halveret før slutspillet.

Inden Casper Nielsen kan genoptage guldjagten i Belgien, kan han få spilletid for Danmark i testkampene mod Holland og Serbien lørdag og tirsdag.