Fodbold

Boris Johnson: Giv EM-slutrunde til Ukraine

Storbritanniens premierminister, Boris Johnson, kalder Ruslands ansøgning om EM-værtskabet for en joke.

Rusland som vært for EM i fodbold i 2028 eller 2032?

Teoretisk set er det muligt.

Jeg kan ikke tro, at nogen faktisk vil overveje deres forslag seriøst

Boris Johnson

Selvom tanken virker usmagelig i øjeblikket i lyset af Ruslands invasion af Ukraine, bekræftede UEFA alligevel onsdag, at Ruslands fodboldforbund (RFU) har indleveret en officiel ansøgning om værtskabet. En ansøgning, som Storbritanniens premierminister, Boris Johnson, nægter at tage seriøst.

- Idéen om, at Rusland skulle afholde nogen form for sports- eller kulturel begivenhed lige nu, er en joke. Jeg kan ikke tro, at nogen faktisk vil overveje deres forslag seriøst.

- Det bedste havde været, at hele den russiske hær trak sig ud af Ukraine, og man tildelte turneringen til dem (Ukraine, red.), siger Boris Johnson til Sky News.

Udtalelsen skal dog også ses i lyset af, at Storbritannien selv har søgt om EM-værtskabet, og Boris Johnson håber først og fremmest, at de får det.

I slutningen af februar udelukkede UEFA – og for den sags skyld også FIFA – Rusland fra international fodbold på både klub- og landsholdsplan.

DBU: - Tonedøvt

Ruslands EM-kandidatur fremtvang også en kontant reaktion fra fodbolddanmark med DBU-direktør Jakob Jensen i spidsen.

- De har indledt en krig mod en suveræn stat, som vi alle sammen har reageret meget, meget stærkt på.

- I det lys virker det jo fuldstændig tonedøvt og upassende, at de mener, at de skal byde på at have en EM-slutrunde, lød det fra Jakob Jensen.

England, Nordirland, Irland, Skotland og Wales har indleveret et samlet bud for 2028-slutrunden. Tyrkiet har også budt på 2028, mens Italien gerne vil beværte slutrunden i 2032.

Onsdag var den officielle deadline for at ansøge de to EM-værtskaber hos UEFA.