Fodbold

Eriksen viser prøver på magi i første landsholdstræning

Christian Eriksen deltog i hele landsholdets torsdagstræning og viste, at han stadig holder højt niveau.

Efter 38 minutter af torsdagens landsholdstræning i sydspanske Marbella opstod der lidt fodboldmagi med fynsk aftryk.

Under et spil til to mål fik Christian Eriksen bolden, vendte rundt og sendte en perfekt tempereret aflevering ned i et rum mellem to forsvarsspillere. Afleveringen lå lige i Jacob Bruun Larsens løbebane, og det flotte forarbejde blev omsat på lige så flot vis med et lob over Kasper Schmeichel.

I det øjeblik indså holdkammeraterne formentlig for alvor, at Christian Eriksen efter mere end ni måneders fravær var tilbage på holdet for første gang siden sit hjertestop 12. juni sidste år i EM-kampen mod Finland.

Vejrguderne så ingen anledning til at byde Eriksen velkommen tilbage på landsholdets træningsbane. Fra start til slut i den halvanden time lange træning regnede det i større og mindre mængder.

Trods vejret overværede omtrent 100 personer landsholdstræningen, heriblandt ferierende danskere og danske tilflyttere på den spanske sydkyst. Blandt fodboldkiggerne var sangeren Johnny Madsen.

Eriksen starter på bænken

De kunne se landsholdet lægge ud med jongleringsøvelser. Her fik blandt andre Christian Eriksen et lille øreknips af de nærmeste holdkammerater efter en tabt bold.

Siden fulgte lidt lunten samt elastikøvelser og firkantsspil, inden spillerne blev delt op i to hold på en fuld bane.

Her optrådte Eriksen på det åbenlyse B-hold, men inden træningen havde landstræner Kasper Hjulmand da også slået fast, at Eriksen starter på bænken i lørdagens testkamp i Holland.

Det var under spillet til to mål, at Eriksen på fremragende vis lagde op til et af få mål på den glatte, men velplejede træningsbane.

Siden tog han del i dødboldstræningen og slog hjørnespark med Jesper Lindstrøm, før Eriksen og Mathias Jensen gik over på den tilstødende bane og trænede frispark uden målmand.