Fodbold

For Schmeichel er livet med landsholdet ikke længere det samme

Et landshold uden Lars Høghs tilstedeværelse er svært at vænne sig til, siger Kasper Schmeichel.

Der er ting, som man nemt tager for givet, når man spiller på udvalgt hold under Dansk Boldspil Unions faner.

Boldene er pumpet med de rigtige bar, banen glat, tøjet sidder, handskerne passer. Intet er overladt til tilfældighederne, og når der tales om at optimere, er det marginaler og ikke skelsættende ændringer, der jagtes.

Selv i Marbella, et længdespring fra spidsen af Afrika, hvor der den seneste lille uge var dansk efterårsvejr og en smule pisk i palmerne, var alt, som det plejer, når Kasper Schmeichel går på træningsbanen som landsholdsspiller.

Og alligevel var alting forandret.

For Lars Høgh, der tilbage i december døde efter længere tids sygdom, var der ikke til at presse mændene med handsker gennem øvelser, tage de nemme og hårde snakke, pumpe humøret i vejret hos de mange mennesker, der færdes på og omkring det danske landshold.

Og netop det havde Kasper Schmeichel svært ved at forstå, da TV 2 SPORT talte med ham onsdag.

- Jeg tror ikke, at det er muligt at sætte ord på, hvor meget Lars betød, og betyder, for mig.

- I dag (onsdag, red.) var det anden træningsdag på en tur, der for første gang er uden Lars. Det er meget mærkeligt og stadig uvirkeligt, siger Kasper Schmeichel.

Et nyt landshold

På træningslejren i Marbella var roret som målmandstræner overtaget af Kim Christensen, der sideløbende med sit arbejde i FC København skal varetage jobbet på landsholdet til og med VM-slutrunden i Qatar.

Der var da også udelukkende rosende ord fra Kasper Schmeichel, da talen faldt på det nuværende målmandsteam på landsholdet.

- Kim er kommet ind og har gjort et fantastisk stykke arbejde i en svær situation, og han har hjulpet mig sindssygt meget igennem det her, siger Kasper Schmeichel.

Den danske målmand lagde dog ikke skjul på, at de nye arbejdsgange, savnet til sin gamle ven og træner, stadig kræver noget tilvænning, før tanken om normalitet indfinder sig.

- Det er meget hårdt, og personligt var Lars den, jeg talte mest med på de her landsholdsture.

- På en måde er det et nyt landshold, jeg skal vænne mig til.

Skal vænne sig til at leve uden

Kasper Schmeichel, der siden sin debut på landsholdet i 2013 har spillet 78 landskampe, kan nu se frem til lørdagens opgør mod Holland, hvor de mange små rutiner i makkerskabet med Lars Høgh for første gang er afbrudt, og ikke sat på pause, som det var tilfældet i de perioder de seneste år, hvor Høgh var nødt til at bruge sine kræfter på behandling.

Af samme årsag er landsholdet altså forandret, familien mangler et medlem, også selv om det fra tilskuerpladserne og tv-skærmene måske ikke ses med det blotte øje.

- Hvis man tænker over det, er det første gang siden 80'erne, at det danske landshold ikke har Lars med på den ene eller anden måde. Det siger meget om, hvor meget af sig selv og sin tid, han har givet til os.

- Det er noget, jeg skal vænne mig til at leve uden, og det er ikke nemt, siger Kasper Schmeichel.

Har fundet sig selv som nation

Nu skal man ikke tage fejl, for Schmeichel har både hjerte og hjerne med, når det drejer sig om landsholdet.

Men på det menneskelige plan, hævet over resultater og redninger, så nager det, at Lars Høgh ikke længere står med åbne arme og byder velkommen, når der kaldes til samling.

Det hjælper dog markant på tingene, at landsholdet kan se frem til at løbe på banen til et nærmest udsolgt Parken allerede tirsdag, hvor hovedattraktionen bliver Christian Eriksens comeback som dansk landsholdsspiller.

Og netop fællesskabet, glæden, Parkens genvundne status som et sted, man sjældent forlader skuffet, er kernen i det arbejde, som den danske målmand ser frem til at fortsætte.

- For seks år siden var landsholdet ikke det samlingspunkt, som det er i dag. At se børn på gaderne i landsholdstrøjer, når man kommer hjem til Danmark, er et tegn på, at vi er på rette kurs.

- Vi har fundet hinanden som nation. Men nu er vi der, hvor det forpligter for os. At vi fortsætter med at vinde og spille godt, siger Kasper Schmeichel.

Første mulighed for at holde kursen har Kasper Schmeichel og det danske landshold altså lørdag aften i Amsterdam, inden turen går til Parken tirsdag.

Her må alting gerne bare være, som det plejer.