- Det giver kuldegysninger, siger Eriksen efter Parken-comeback
Danmark er tilbage i rollen som vinder efter de seneste nederlag til Skotland og Holland. Tirsdag blev Serbien udspillet i Parken.
Parken er tilsyneladende uindtagelig for alle, der kommer på besøg for at møde Danmark.
Tirsdag aften rettede herrelandsholdet op på de seneste udebanenederlag ved at slå Serbien med 3-0, og så endte Christian Eriksens Parken-comeback som en ganske festlig aften.
- Den her aften rangerer meget, meget højt. At være tilbage i Parken - at score et mål - og den modtagelse. Det er noget, der giver kuldegysninger, siger Christian Eriksen til kanal 5, inden Kasper Schmeichel afbryder interviewet.
Christian Eriksen har ikke spillet en kamp i Parken, siden han fik hjertestop under EM-slutrunden i juni 2021.
Lørdag aften fik han comeback på landsholdet, og tirsdag spillede han så de første 79 minutter af testkampen mod Serbien.
Danmark - Serbien: 3-0
- 1-0: Joakim Mæhle, 15'
- 2-0: Jesper Lindstrøm, 53'
- 3-0: Christian Eriksen, 57'
Eriksen kronede en glimrende indsats med endnu et mål for Danmark. Et kvarters tid inde i anden halvleg modtog han bolden på kanten af feltet, hvorefter han overlegent sparkede den ind ved bunden af den nærmeste stolpe.
Næste stop for Danmark er Nations League i juni, hvor landsholdet møder Frankrig i den første af fire landskampe fra den 3. til den 13.