Fodbold

EM-finale udsolgt på 43 minutter

Det gik hurtigt, da billetterne til EM i kvindefodbold blev sat til salg mandag. Finalen er allerede udsolgt.

Det er ikke kun Christian Eriksen og landsholdskammeraterne, som kan trække mange tilskuere på stadion. Salget af billetterne til kvindernes udskudte EM til sommer går som varmt brød.

Mandag var der præcis 100 dage til, at kvindernes EM indledes i England med Danmark som deltagende nation. Det betød også, at billetsalget til kampene blev sat i gang.

Efter bare 43 minutter kunne der tændes for de røde lamper til EM-finalen på Wembley, skriver The Guardian. Så var alle billetterne til slutkampen væk.

Wembley kan huse omkring 90.000 tilskuere, hvis hele stadionkapaciteten udnyttes.

Det var imidlertid ikke kun finalebilletter, som var eftertragtede. Til seneste EM-slutrunde (i Holland i 2017, red.) blev der i alt solgt 240.000 billetter til kampene.

Det antal rundede forsalget til den kommende slutrunde allerede mandag, hvor 350.000 billetter i første omgang kom til salg.

Danmark vandt sølv ved EM i 2017 efter et finalenederlag på 2-4 til værtsnationen Holland.

Ved det forestående EM er Danmark i gruppe med Tyskland, Spanien og Finland.