Eriksen satte det perfekte punktum, da Danmark sagde 'velkommen hjem'

Skulle man nogensinde begive sig ud i ekstremsporten at diskutere danske værdier, så ville Parken på en råkold tirsdag aften i marts ikke være noget dårligt sted at starte.

I en boks herunder vil der stå både minuttal og målscorere, men de tørre tal vil aldrig yde retfærdighed til den form samhørighed, der krøb langs Parkens fire tribuner.

Danmark - Serbien

• 1-0: Joakim Mæhle, 15'
• 2-0: Jesper Lindstrøm, 53'
• 3-0: Christian Eriksen, 57'

35.010 havde indløst billet, iklædt sig varme jakker, røde og hvide gevandter. Til en testkamp, hvor det hele reelt bare er noget, vi leger.

Denne aften var hver og én del af noget elektrisk, levende, usandsynligt.

Ikke fordi resultatet eller spillet mellem felterne stryger ind i historiebøgerne på egen hånd, det giver sig selv.

Den del må de rette folk med diplomuddannelser og stort kørekort til diskussioner om 4-3-3 og falske niere udlægge andetsteds.

En sejr er en sejr, ja, det var trods alt fodbold, som var på plakaten, men det var den store prædiken om livet og døden, som hang i luften.

Intet udenfor Parkens mure talte, ingen palaver om en rap fyr fra L. A., der delte håndmadder ud, ingen snak om stigende dagligvarepriser, da først Christian Eriksen trådte ind i Parken klokken 17.20.

'Velkommen hjem, Christian'

Kun ubetinget, rødt og hvidt sammenhold, som for alvor brændte igennem, da Lars Høgh, som i december gik bort, blev hyldet med ét minuts stående ovationer Parken rundt.

Forinden fik landsholdets tidligere træner, Åge Hareide, som for år tilbage marcherede ned fra bjerget med et par stentavler og et budskab om defensiv organisation i hånden, også sin velfortjente hyldest.

Se også

- Det giver kuldegysninger, siger Eriksen efter Parken-comeback

Turen kom, naturligvis, også til den eneste mand i Parken, som ikke havde det siddende i halsen, hvordan tiden stod stille den 12. juni.

Moder Danmark elsker alle, men det var svært at komme udenom, at fællessangen var rettet mod især én.

Ja, selv de knap 1000 serbiske fans havde været så venlige at medbringe et banner med ordene ’Velkommen hjem, Eriksen’

Et uundgåeligt mål

Det var en aften med det samme sus, som EM-slutrunden bragte, men var det også et dansk landshold, som var uden flere af de spillere, der trak læsset hele vejen til Wembley.

Simon Kjær, Thomas Delaney, Yussuf Poulsen, Andreas Christensen og Mikkel Damsgaard var alle fraværende.

Men, hvad gør den slags, når Joakim Mæhle, som også blev hyldet for sin 25. landskamp inden kampstart, kvitterede ved at score sit niende (!) mål i rødt og hvidt.

Selvfølgelig skulle det være ham, Mæhle. Og selvfølgelig skulle jublen foregå, skulder om skulder som et hold, i samme område på banen, hvor de i sommer stod sammen og vogtede over deres holdkammerat.

Scoringen gav det boost, som danskerne efter en doven begyndelse på kampen havde brug for, og især Rasmus Nissen Kristensen og Andreas Skov Olsen fortsatte deres tandem fra anden halvleg i Amsterdam.

Man skulle være uden synets gave for ikke at blive smittet af den slags selvtillid, som sidstnævnte udviste.

Også Kasper Dolberg gav i små momenter prøver på, hvorfor han er en spiller, man køber billet for at se.

Desværre måtte han udgå sammen med målscoreren til 2-0, Jesper Lindstrøm, der ti minutter inde i anden halvleg for første gang kom på tavlen i rødt og hvidt.

Det perfekte punktum

Men alt det, smukt og glædeligt som det var for Lindstrøm, Mæhle og hele Parken, der havde fundet den vanlige 4-0-sang frem, så nåede det ikke øjeblikket, som indtraf efter 57 minutter, da Christian Eriksen, foran ’Den Røde Mur’, med et velplaceret spark i det korte hjørne, satte det punktum, som alle havde ventet på at se og mærke.

Inden aftenens kamp kaldte Christian Eriksen selv sin tilbagevenden til Parken for et kapitel, der skulle krydses af.

Igen og igen har han messet, at han er tilbage, i live, både som familiefar og fodboldspiller.

Som det var tilfældet i Amsterdam lørdag, så var det igen denne aften en Christian Eriksen, der havde brug for at lade fødderne tale, og så var det op til alle os andre at lytte.

Fortællingen om Christian Eriksen stopper ikke, men kapitlet, der blev åbnet den 12. juni, blev lukket, da han forlod banen efter 77. minutter til stående ovationer.

Lad os håbe, at manden med de gyldne poter, anførerbindet og det bankende hjerte, tog øjeblikket ind, for det gjorde 35.010 andre, store og små, da der blev sat punktum for den største enkeltmandsfortælling i dansk fodbolds historie.