Hareide og Høgh hyldet i Parken
Før tirsdagens kamp mod Serbien blev den tidligere landstræner Åge Hareide hyldet i Parken. Det samme blev afdøde Lars Høgh.
Danmarks landskamp mod Serbien tirsdag aften i Parken var ikke kun centrum for Christian Eriksens imødesete comeback til det danske nationalstadion.
Også de indflydelsesrige landsholdspersonligheder Åge Hareide og Lars Høgh blev hyldet af tilskuerne.
De danske fans har ikke tidligere haft lejlighed til at sige rigtigt farvel til Hareide, som i sommeren 2020 stoppede som landstræner efter fire år på posten.
Forinden havde han kvalificeret Danmark til både VM 2018 og EM 2020. Ved VM nåede Danmark ottendedelsfinalen, mens han aldrig nåede at stå i spidsen for landsholdet ved EM, som blev udsat med et år på grund af coronapandemien.
I stedet blev det Kasper Hjulmand, der førte nationalmandskabet gennem den begivenhedsrige slutrunde, hvor Christian Eriksen fik hjertestop i premierekampen og Danmark efterfølgende nåede hele vejen til semifinalen.
Tirsdag var Eriksen tilbage i Parken for første gang siden sit hjertestop, hvilket naturligvis også blev markeret på tribunerne.
Lars Høgh hyldet med klapsalver
Foruden Eriksen og Hareide var der også store klapsalver til Lars Høgh, inden kampen blev sparket i gang.
Lars Høgh var fra 2007 og frem til sin død 8. december sidste år målmandstræner for landsholdet.
Han nåede også otte kampe som aktiv, men han stod for det meste i skyggen af verdensstjernen Peter Schmeichel.
Adskillige spillere, trænere og ledere på landsholdet har berettet om Høghs store menneskelige og sportslige indflydelse på holdet.