Eksperternes dom over Danmarks VM-gruppe
Ifølge TV 2 SPORTs fodboldeksperter har Danmark fået en blandet lodtrækning til VM i Qatar.
Danmarks VM-modstandere er fundet, og lodtrækningen bød både på gode og mindre gode overraskelser.
I den gode ende skal Danmark møde Tunesien, som TV 2 SPORTs fodboldeksperter Mads Junker og Morten Bruun begge havde håbet på inden lodtrækningen.
Omvendt trak Danmark også de regerende verdensmestre fra Frankrig, som uden tvivl bliver en hård modstander for Danmark.
- Der er ikke nogle af os, der er glade for at få Frankrig. Men jeg synes generelt, det er blandet, siger Mads Junker og uddyber:
- Vi fik vores ønskemodstander med Tunesien fra tredje lag, hvilket er positivt. Det er vanvittigt vigtigt at få et hold, vi er relativt klare favoritter imod. Men så fik vi også - formentligt - den værste fra fjerde lag, nemlig Peru. Så det var okay uden at være prangende.
Danmarks gruppe
- Frankrig
- Forenede Arabiske Emirater/Australien/Peru
- DANMARK
- Tunesien
Når Junker sætter et "formentlig" ind ved Peru, skyldes det, at det stadig ikke er afgjort, hvem der tager den sidste plads i Danmarks gruppe - udover Frankrig og Tunesien.
Forenede Arabiske Emirater og Australien skal først mødes i en playoffkamp, hvorefter vinderen skal op imod Peru om VM-billetten.
"Uhyggeligt stærke"
Junkers ekspertkollega Morten Bruun er enig i analysen.
Han mener ligeledes, at Frankrig bliver en ordentlig mundfuld.
- Franskmændene er bare uhyggeligt stærke. Det er en af mine helt store VM-favoritter, siger Bruun.
Samtidig understreger han også, at de resterende del af gruppen er udmærket.
- Jeg synes, det er attraktivt med Tunesien, og umiddelbart bliver holdet fra pot 4 også et hold, vi burde kunne slå, siger han.
Frankrig er ikke kun et minus
Selvom både Junker og Bruun peger på Frankrig som en hård modstander, er der også en positiv side ved parringen.
- Nogle gange kan det også være rigtig godt at have et hold med, der er så gode, at de slår alle de andre hold i puljen. Det kan være en stor fordel, hvis de banker alle de andre, siger Junker.
VM i Qatar begynder den 21. november. Danmark møder Tunesien i den første gruppekamp den 22. november.