Fodbold

Dét her viser Benzemas klasse, mener eksperter

Real Madrid-anføreren Karim Benzema afgjorde lørdagens LaLiga-kamp mod Celta Vigo med en scoring på straffespark.

Karim Benzema misbrugte et straffespark efter 64 minutter i kampen mod Levante. Fem minutter senere fik Real Madrid så chancen igen.

Andre havde nok valgt at overlade bolden til en holdkammerat efter et mislykket forsøg – men ikke Benzema.

Madrid-anføreren gik iskoldt frem til bolden, og med et stensikkert straffespark sendte han Real Madrid på sejrskurs. Og den beslutning imponerer TV 2 SPORTs fodboldekspert Peter Graulund.

- Jeg ville have sprunget over. Du er altså under pres, hvis du brænder en mere, efter du lige har brændt. Det er noget andet, hvis man havde været foran med 2-0. Så kunne man bedre tåle at brænde et til. Men ved 1-1 kræver det noget.

- Det viser, hvilken klasseangriber han er. Han har troen på egne evner og en masse selvtillid, siger Graulund.

Han følges op af sin ekspertkollega Jonas Hebo Rasmussen, der også var imponeret over Benzemas kølighed.

- Det er kvalitet, og det er troen på egne evner. Vi ser begge dele ved det her straffespark, siger han.

Real Madrid vandt kampen mod Celta Vigo med 2-1.

Imponerende sæson

Forinden de to nævnte straffespark havde Benzema allerede klistret sit navn på måltavlen med en straffesparksscoring efter 19 minutter.

Dermed står han noteret for to mål i kampen, hvilket sender den formstærke franskmand op på 24 sæsonscoringer i LaLiga. Det er intet mindre end ti mål flere end de næste på listen.

På tværs af alle turneringer har han scoret 34 mål, hvilket er personlig rekord for Benzema i Real Madrid-tiden.

Benzemas imponerende sæson har været stærkt medvirkende til, at Real Madrid ligger nummer 1 i LaLiga med 12 point ned til Sevilla på andenpladsen.