DBU opruster frem mod EM og VM
Johanna Rasmussen er blevet ansat på fuldtid som assistenttræner på kvindernes fodboldlandshold.
Dansk Boldspil-Union (DBU) har taget endnu et skridt i at gøre rammerne om kvindelandsholdet mere optimale.
Tirsdag skriver fodboldforbundet i en pressemeddelelse, at assistenttræner Johanna Rasmussen har fået en fuldtidskontrakt, så hun ikke længere er ansat på deltid.
Det ser hun selv som et klap på skulderen.
- Jeg er virkelig glad. Det er en stor ære at blive ansat på fuldtid, og det giver mig muligheden for at kunne lægge al min tid i jobbet, fordybe mig mere og gøre et endnu bedre stykke arbejde.
- Jeg er stolt over fuldtidsansættelsen så tidligt i min trænerkarriere, og det er meget positivt, at vi bliver ved med at investere i dansk kvindefodbold, siger hun.
Også analytiker Kristian Mørch Rasmussen er nu fuldtidsansat, så han kan nøjes med at koncentrere sig om kvindelandsholdet, der spiller EM til sommer og er tæt på kvalifikation til VM 2023.
Det handler om at styrke det sportslige setup, mener fodbolddirektør Peter Møller.
- Både Johanna og Kristian har længe haft en stor andel i holdets succes og kommer begge til at bidrage yderligere i forberedelsesfasen op til og mellem landskampene, siger han.
De nye kontrakter gælder til og med VM i 2023, hvis Danmark kvalificerer sig.
Bestræbelserne på at nå frem til slutrunden fortsætter fredag i udekampen mod Malta. Fire dage senere gælder det hjemmekampen mod Aserbajdsjan i Viborg.
De danske fodboldkvinder fører deres kvalifikationsgruppe med maksimumpoint efter seks kampe. Der er to point ned til Rusland, som ligger nummer to, men i øjeblikket er udelukket fra at spille landskampe på grund af krigen i Ukraine.