Han vil bløde for Danmark og har vundet meget mere end landskampe

En hyldest til landstræner Kasper Hjulmand, der lørdag 9. april fylder 50 år.

Hjulene på bussen kører rundt, rundt, rundt. Det gør de også på Hjulmand - Kasper Hjulmand. Han har i dén grad været landet rundt og taget alle med om bord. Og han er kun halvvejs - forhåbentlig både i livet og med landsholdet.

Vi skal være bedre til at hylde dem, der har gjort noget stort”. Hans egne fyndord. Pilen peger lige nu på ham selv - flagalléen siger 50 år.

Manden bag meget mere end landsholdet i fodbold. Det hold, han har fået danskerne til at holde med og af. Fordi han har vist sig som indbegrebet af en leder, der favner - og omfavner. Danskheden, de mennesker han arbejder for og med, fællesskabet og det, han brænder for: Fodbolden.

Når han går, går han målrettet. Han slentrer ikke. På hotelgangen, på vej i bussen, på træningsbanen, i det hele taget…nærmest determineret. Vi er ikke i nærheden af rastløshed, men han har svært ved at stå stille. I sin iver for at komme videre.

Og alligevel kan han sidde ned og reflektere - det har jeg mærket.

Han har et tillidsvækkende smil og nemt til latter. Hvis der er tillid. For det er hans pejlemærke. “Jeg er til følelser og tillid”. Det var nok det, der fik hele Danmark til at kramme ham - og landsholdet - efter den uforglemmelige sommer 2021, hvor Eriksen faldt, hvor Hjulmand og co. rejste sig, og det lille land eksploderede i rødt, hvidt, skummende fadøl og store smil. Vi fik følelser og hans tillid til ikke kun spillerne, men til det danske folk… til danskheden.

En Hjulmand-identitet

Han har stukket mere end fingeren ned i definitionen af netop danskheden. Da jeg sad over for ham i et længere interview i juni 2020, understregede han vigtigheden af at skabe en identitet. Med landsholdet. “Vores identitet”. Det spillemæssige udtryk hånd i hånd med en dansk identitet.

Han har gang på gang understreget stoltheden over at være dansk landstræner

Og jeg lagde mærke til hans nærmest hjerteformede udtryk i øjnene, når han talte om det at være dansk. De fleste af os har selvfølgelig en naturlig forkærlighed for vores nationalitet. Men Kasper Hjulmand understregede flere gange, at han var “stolt over at være dansk”. Og det er det, landsholdsfodbolden - på alle plan - skal have som erklæret mål. En dansk identitet. En Kasper Hjulmand-identitet, vil jeg for egen regning tilføje.

Han sagde det også på en anden måde. “Der er ikke én sandhed i fodbold. Der er mange måder at spille på, og det respekterer jeg, men det skal være autentisk. Det skal have identitet”.

De snakke, jeg havde med ham, da han tiltrådte, viste en Hjulmand, der ikke tvivler på den vej, han vil. Her kommer ingen 'make a U-turn' ind over. “Jeg drømmer, jeg drømmer stort”. Og hans visioner blev fulgt op af: “Det kræver hårdt arbejde”. Det krav stillede han sig selv før og under snakken og indrømmede, at han rent faktisk er hård ved sig selv, når han laver en selfie-efterkritik.

Man skal kræve meget af sig selv for at kræve meget af andre”.

Noget 'udansk'

Han har implementeret meget fodboldmæssigt, arbejdsmæssigt og ledelsesmæssigt. Og han har fået noget 'udansk' indfaset i en harmonisk trup: De drømmer stort. Og de sætter ord på det. Med benene solidt plantet. “I Danmark har vi en særlig evne til at kombinere det at være jordnær med at være topambitiøs”. EM-semifinalen sidste år var et betydeligt resultat. Men skuffelsen blandt spillerene var tydelig - de ville mere.

Jeg drømmer, jeg drømmer stort - og jeg er villig til at komme derhen med hårdt arbejde”. Et fremtidsbillede, jeg har hørt flere gange fra Hjulmand. Og spillerne har taget det til sig. De drømmer sammen.

Han har gang på gang understreget stoltheden over at være dansk landstræner - “det er hjerteblod”. Og han vil “bløde” for Danmark.

Det lyser ud af Kasper Hjulmand, når man sidder over for ham, at begreber som autentisk, identitet, relationer, drømme, stolthed, nysgerrighed, dedikation, hårdt arbejde og ærlighed ligger i hjertet og på tungen. Men kombinationen giver ekstra mening, fordi han er så tydelig.

Har forenet landet

Derfor lytter vi også, når han taler om andet end fodbold. For han har noget at sige og gør det gerne gennem sin elskede sport. “For mig er fodbolden en forsimplet model over livet, det største sociale fænomen i verden, fællessproget lever gennem fodbold, fodbold bryder grænser mellem mennesker”.

Han har flere gange understreget, at landsholdet har betydning for hele Danmark, ikke mindst de tusinder af drenge og piger, der dyrker fodbolden. Det har han selv mærket som knægt og fortæller gerne om idolbilledet hjemme på væggen af Allan Simonsen, om nedrullede strømper som den “seje” Søren Lerby og oplevelsen, da Danmark vandt EM i 1992.

Det er den slags oplevelser, vi vil give videre. Vi vil vinde fodboldkampe, men vi vil også begejstre og vinde hjerter”.

Han har vundet meget, meget mere end fodboldkampe. Fordi han er så tydelig. En landstræner, der har forenet landet på og uden for stadion. En Kasper Hjulmand, der har tydeliggjort sin egen tese:

Danmark er et land, hvor afstanden mellem mennesker er kort”.