Fodbold

Benzema nærmer sig toppen i snakken om 'de bedste'

Karim Benzema nærmer sig én af de absolut bedste spillere for Real Madrid i dette årtusinde, siger ekspert.

Der er rigeligt med legender at dvæle ved, når man ruller ned gennem kartoteket i Real Madrid.

Ferenc Puskás, Alfredo de Stéfano. To af de absolut største, som gjorde sig i midten af det forrige århundrede, men som stadig fylder i kongeklubbens historie den dag i dag.

Og sådan kan man blive ved, som man bevæger sig ned gennem kolonnerne, og nutiden nærmer sig.

Michael Laudrup, Sergio Ramos, Rául og Zinedine Zidane og Cristiano Ronaldo. Alle spillere, som har sat deres aftryk på Real Madrid.

I en afstemning på TV 2 Fodbolds facebookside er Karim Benzema landet på en sjetteplads over de bedste, som har spillet i dette årtusinde, men skal han længere op?

Det mener TV 2 SPORTs fodboldekspert Jonas Hebo Rasmussen, når samtalen falder på den 33-årige mand i målform, Karim Benzema.

- Det er nogle flotte navne, som han er oppe mod, men jeg har ham lidt højere oppe.

- Det er næsten svært at komme højere op, men han presser gevaldigt på, hvis han hjælper Real Madrid til at vinde Champions League i år, så nærmer han sig.

Trives som anfører

Karim Benzema, der i midtugen lavede sit andet hattrick i dette års Champions League, har spillet i Real Madrid siden 2009.

I 596 kampe har franskmanden nettet intet mindre end 316 gange, og derfor skal han være en naturlig del af samtalen, når vi taler om de bedste.

Men der er noget andet end mål, som ser ud til at have løftet Karim Benzema til det niveau, som Real Madrid-fans har håbet på at se i årevis, siger TV 2 SPORTs fodboldekspert Morten Bruun.

- Jeg nyder at se, at han er blevet mere end en spiller i Real Madrid, og at det tilsyneladende klæder ham at være blevet den reelle anfører.

- Det virker som om at han trives kolossalt med det ekstra ansvar. Da han kom til Real Madrid var han ikke en af de store spillere, og han kæmpe med blandt andre Gonzalo Higuain om at komme på holdet, men nu er han en kæmpestor lederfigur, siger Morten Bruun.

Karim Benzema og Real Madrid vandt 2-0 over Getafe lørdag aften og styrer mod mesterskabet. Der er syv runder tilbage af LaLiga-sæsonen.