Poulsens Leipzig slår Mæhle-løse Atalanta ud
Det var Christopher Nkunku, der blev den store spiller for RB Leipzig med to mål.
Yussuf Poulsen og RB Leipzig er klar til semifinalerne i Europa League.
Det står klart efter en 2-0-sejr på udebane mod Atalanta, der var uden Joakim Mæhle, som sad ude efter en blindtarmsoperation. Poulsen kom på banen efter 79 minutter.
Atalanta 0-2 Leipzig
- 18': 0-1, Nkunku
- 87': 0-2, Nkunku (straffe)
I semifinalen venter to møder med den samlede vinder af dysten mellem Braga og Rangers FC, der spilles senere torsdag.
Atalanta havde bolden, men ...
Atalanta havde en stor del af initiativet i de første 45 minutter, men det var RB Leipzig, der skabte flest chancer og scorede halvlegens eneste mål.
Efter 18 minutter lavede den østrigske midtbanespiller Konrad Laimer således et godt gennembrud i højre side og lagde uselvisk bolden ind i fødderne på Christopher Nkunku, der satte bolden i nettet via stolpen.
Kort inde i anden halvleg blev der sat ekstra blus under det indtil da forholdsvist rolige opgør.
Atalanta og det meste af stadion ville således have et straffespark for en arm på bolden af Dani Olmo. Men efter at have konsulteret VAR holdt den spanske dommer Antonio Miguel Mateu Lahoz fast i sin oprindelige indskydelse.
Hjemmeholdet blev mere og mere desperat som anden halvleg skred frem, og det gjorde i store perioder spillet forhastet og urytmisk.
Leipzig fik omvendt plads til flere omstillinger, og efter 86 minutter blev kampen lukket.
Nkunku blev nedlagt af Atalanta-keeper Juan Musso og eksekverede selv sikkert fra straffesparkspletten.