Fodbold

AGF-krisen fortsætter

På et mål af Nicolaj Thomsen dybt inde i tillægstiden vandt Sønderjyske for første gang siden september.

Sønderjyskes skrækstime af kampe i Superligaen er forbi.

2. påskedag skete miraklet, da Sønderjyske vandt for første gang siden 19. september i landets bedste fodboldrække efter 16 kampe i træk uden sejr.

Det skete også på mirakuløs vis. Sønderjyske vandt således 2-1 efter et mål af Nicolaj Thomsen cirka fem minutter inde i kampens tillægstid.

Den tidligere AaB- og FCK-spiller headede et indlæg fra Stefan Gartenmann i kassen og blev den store helt i Haderslev.

Sønderjyske har nu 17 point på sidstepladsen i nedrykningsspillet. Det er ni færre, end FC Nordsjælland på den første plads over nedrykningsstregen har.

Mens Sønderjyske kom ud af et dødvande, så røg AGF længere ned. David Nielsens mandskab er nu oppe på otte kampe i træk uden sejr. AGF har ni point ned til Vejle lige under nedrykningsstregen.

I første halvleg var det ikke til at se, at Sønderjyske ligger sidst i tabellen, for bundholdet var bedst og spillede flot og offensiv fodbold.

Hjemmeholdet sprudlede

Især hjemmeholdets Emil Kornvig, Mads Albæk og Jose Gallegos var sprudlende og dominerende Sønderjyskes midtbane.

Få minutter før pausefløjt bragte Gallegos hjemmeholdet foran 1-0. Med hjælp fra AGF-forsvareren Sebastian Hausners ene fod sejlede bolden i en blød bue over Jesper Hansen i AGF's mål.

AGF svarede dog igen med det samme. I det næste angreb blev det 1-1, da forsvarskæmpen Frederik Tingager pandede et højt indlæg ind i venstre målhjørne.

Sønderjyskes Emil Berggreen troede fem minutter inde i anden halvleg, at han havde bragt hjemmeholdet foran på ny. Et VAR-gennemsyn betød dog, at målet blev annulleret for offside.

Kampen så længe ud til at ende uafgjort, inden Nicolaj Thomsen altså lavede sit - for hjemmeholdet - forløsende mål kort før slutfløjt.