Fodbold

FCK-træner skuffer sin anfører: Andre er bedre end ham

Nicolai Boilesen blev i 2-0-sejren over Brøndby for anden gang i træk bænket af FCK-træner Jess Thorup.

FC København har samlet en stor og bred trup i jagten på klubbens første mesterskab i tre sæsoner.

Med kun 11 startpladser må cheftræner Jess Thorup til hver eneste kamp skuffe spillere, der selv føler sig berettiget til en startplads på Superligaens førerhold.

Det er på det seneste gået ud over anfører Nicolai Boilesen, der er endt på bænken mod Silkeborg og Brøndby til fordel for Denis Vavro og Davit Khocholava i midterforsvaret.

- Jeg kan holde ham ude så længe, at jeg synes, andre er bedre.

- Der er hård konkurrence om pladserne, og jeg synes, at vi har ligaens tre bedste midtstoppere, så det er mit lod at vælge, hvem der skal spille, siger Jess Thorup efter mandagens hjemmesejr på 2-0 over Brøndby.

Efter torsdagens nederlag på 1-3 til Silkeborg var Boilesen ude med en kritik over at være vraget til startopstillingen.

Det fik mandag Denis Vavro til at reagere, da slovakken i et interview med TV3 Sport forud for sejren over Brøndby stillede spørgsmålstegn ved, om Boilesen respekterede holdet i FCK.

"Vavro vil gerne vise sit engelske"

Jess Thorup afviser Vavros tankespind om, at Nicolai Boilesen ikke skulle respektere holdet i FCK.

- Jeg havde en god snak med Boilesen efter Silkeborg-kampen, og i dag var han inde på banen for at juble, efter at vi havde slået Brøndby.

- Han er vores anfører i Carlos Zecas fravær, og i dag gik han rundt i omklædningsrummet før kampen og hjalp de andre spillere, siger Jess Thorup.

FCK-træneren nedtoner også en mulig splid mellem Boilesen og Vavro.

- Jeg kender også Denis, og han er også en mand, der gerne vil snakke, og når han først kommer i gang med sit engelske, så vil han gerne vise, at han kan lidt der.

- Så det tager jeg helt stille og roligt. De sidder ved siden af hinanden på bænken i omklædningsrummet og har det fint sammen.

- Selvfølgelig respekterer Boilesen holdet. Det er en anden ting at være skuffet, og det har jeg fuld respekt for. Det skal være deres motivation, og så er det mit lod at vælge dem, der skal spille, siger han.

Med sejren over Brøndby har FCK et forspring på seks point til de nærmeste forfølgere fra FC Midtjylland. Brøndby har med nederlaget tabt de seneste fem kampe i træk.