Fodbold

Kollega kritiserer Boilesen: - Måske respekterer han ikke holdet?

Denis Vavro forstår ikke Nicolai Boilesens behov for at brokke sig over sin bænkplads i medierne.

For tredje gang i træk måtte Nicolai Boilesen søndag tage plads på bænken fra begyndelsen af en FC København-kamp.

FCK-profilen, der i en lang periode har været anfører for københavnerne, har nemlig mistet sin startplads til georgiske Davit Khocholava i FCKs midterforsvar.

Her har Khocholava taget Nicolai Boilesens plads ved siden af Denis Vavro, og det har den danske landsholdsspiller offentligt ytret sin utilfredshed med. Og den måde at håndtere modgang på falder tilsyneladende ikke i forsvarskollega Denis Vavros smag. Inden søndagens lokalopgør mod Brøndby IF blev han nemlig bedt om at forholde sig til Nicolai Boilesens frustration.

- Jeg forstår det. Men måske - næste gang - skal han lade være med at tale om det i medierne, siger Denis Vavro til TV 3 SPORT og fortsætter:

- En spiller som Nicolai Jørgensen har to gange end ikke været i truppen, men han siger ikke noget. Jeg tror, han respekterer holdet. Måske respekterer 'Boile'(Nicolai Boilesen, red.) ikke holdet. Jeg ved det ikke. Det er også et spørgsmål, du skal stille ham eller træneren.

Uforstående Boilesen

Årsagen til Denis Vavros markante udtalelser har rod i en udtalelse, som Nicolai Boilesen gav efter opgøret mod Silkeborg IF. Her ytrede forsvarsspilleren sin utilfredshed med sin bænkplads.

- Det eneste, jeg har at sige, er, at det er en hård skæbne, at fordi man er syg i én kamp, og med det, vi har præsteret inden da, så skal man sidde ude bagefter. Men det er ham, der bestemmer, lød det fra Boilesen til BT.

En udtalelse, som FC Københavns cheftræner, Jess Thorup, efterfølgende blev konfronteret med:

- Det kan jeg ikke være uenig i. Det er vores anfører. Men jeg har otte andre spillere derhjemme, som ikke en gang er med i truppen, som også er skuffede over ikke at være med. Sådan er det at være en del af FC København, lød det fra Jess Thorup til Discovery+.

I Superligaen grundspil startede Nicolai Boilesen på banen for FCK i alle kampe, hvor han var tilgængelig. Men i Mesterskabsspillet er den 30-årige forsvarer startet ude i tre ud af tre opgør, efter han var ude med sygdom i den første kamp mod AaB. Mod FC Midtjylland kom han slet ikke på banen, mens han blot fik 11 minutter i nederlaget mod Silkeborg IF.