Fodbold

Det er, som om hele Messis fortælling er blevet ødelagt

Jeg går ud fra, at Messi stadig er god. Jeg genopliver min interesse for ham til VM i Qatar. Men hvordan det går ham i Paris, er mig ligegyldigt.

Denne klumme er skrevet på opfordring. På baggrund af en sms-korrespondance med en af mine velskrivende kolleger. Den fulde ordveksling kan ses herunder.

  1. Michael Sten

    Hvis du er en af dem, som bliver trist af at se, hvordan det er gået med Messi i Paris, har du så tid på telefonen i eftermiddag?

  2. Morten Bruun

    Hej Michael! Jeg har masser af tid... men her er jeg bare ikke den rette. Messi er fuldkommen forsvundet under min radar. Det rummer måske nok en form for historie i sig selv, men det er sgu ikke nok til at have en mening om ham og PSG på det, vi kunne kalde rette niveau. Det ville blive for overfladisk, og det ville vi ikke bryde os om. Vel? Hilsen fra Morten

  3. Michael Sten

    Enig! Lad os holde os fra det. Men skriv da en klumme om det....... 😎 BH Michael

  4. Morten Bruun

    Det var måske en idé.

Ja, Michael, det var da en god idé at skrive om, hvorfor Messi er forsvundet under min radar. For min umiddelbare reaktion, da jeg fik din sms, var at udbryde: Hvem Messi?

Det ville have lydt lidt mærkeligt, eftersom jeg sad alene i min bil. Men jo mere jeg tænkte over det på min vej, jo mere fik jeg lyst til at skrive om, hvor lidt jeg kan mærke ham efter hans skifte til Paris Saint-Germain. Det har meget mere at gøre med ham og FC Barcelona end med pariserklubben, dens arabiske ejere og de mange penge. Jeg har faktisk et ret lidenskabsløst forhold til den slags. I den sidste ende har det nok allermest at gøre med mig.

Selvfølgelig havde der været en vej. Og den skulle du have taget, Lionel

Morten Bruun

Lionel Messi må naturligvis gøre, hvad han vil. Men det ændrer ikke på, at han ikke længere er en vigtig figur i mit fodboldverdensbillede. Skulle han være det, skulle han være blevet ved med at spille i Barcelonas ikoniske blå-røde trøje. Han vil i øvrigt genopstå i min bevidsthed til vinterens VM, når han stiller til kamp for Argentina. Så kan jeg atter genkende ham. For der er ingen modsætning mellem Barca og Argentina.

Jeg er selvfølgelig bekendt med de mærkværdige mellemregninger, der betød, at det angiveligt ikke længere var muligt for Lionel Messi at blive i sit elskede FC Barcelona. Det handlede om budgetstyring. Jeg lagde også mærke til tårerne på pressemødet. En del af mig forstod det også godt. Men en anden del gjorde bare ikke. Selvfølgelig havde der været en vej. Og den skulle du have taget, Lionel. I hvert fald for at vedblive som en del af min bevidsthed.

Jeg dør en lille smule, hver gang disse klubikoner forlader deres klub, mens de stadig er på toppen. Det flosser deres eftermæle. Uanset om de selv bærer skylden. Det gjorde spillere som Raúl og Iker Casillas for eksempel kun delvist, men jeg kunne sagtens have undværet at se dem i Schalke 04 og FC Porto. Jeg kunne ikke mærke dem længere. Jeg blev ved med at se dem i Real Madrids hvide trøje for mit indre blik.

Det forholder sig på samme måde med Messi. Jeg ser kun hans skygge, når han spiller for Paris. Og jeg ser ham nærmest aldrig. Jeg har set ottendedelsfinalerne i Champions League mod Real Madrid. Det er alt. Han brændte vist et straffe i den ene, gjorde han ikke?

Jeg aner heller ikke, hvor mange mål han har scoret for Paris. Bare rolig, det skal jeg nok finde ud af inden VM-slutrunden starter; lige nu interesserer det mig bare ikke en snus. Jeg er klar over, at Paris Saint-Germain vinder det franske mesterskab, men det har jeg jo vidst siden sæsonstarten.

Det er, som om hele hans fortælling er blevet ødelagt

Morten Bruun

Min indre fodboldekspert hvisker ind imellem bebrejdende, at ”du burde vist lige tjekke op på Messi”. Det har jeg blot ikke gjort. Jeg er nok bare i mine følelsers vold. Kan man kalde det embedsforsømmelse? Måske. I så fald beklager jeg.

Jeg KAN bare ikke interessere mig for Lionel Messi i en anden trøje end FC Barcelonas. Det er, som om, hele hans fortælling er blevet ødelagt lige inden den smukke afslutning, jeg altid har drømt om, at han skulle have. Jeg var på Camp Nou, da Andrés Iniesta sagde farvel, og hvor var det storslået. Orkestreret og koreograferet ned til mindste detalje på et fyldt Camp Nou. Infinit Iniesta. Barcelonas farvel til Messi skulle have været endnu mere kærligt og grandiost.

Jamen, Iniesta skiftede da også klub. Ja, men det var til Japan. Til et andet fodboldunivers. Hvor han aldrig ville blive FC Barcelonas modstander. Den risiko ville det fine menneske ikke løbe. Han skiftede kun, fordi han var udbrændt.

Lod Lionel Messi sig forføre? Var han tvunget af omstændigheder? Jeg ved det ikke. Jeg ved bare, at han i min optik har sat sin ultimative ikonstatus over styr. Nogle sår heler aldrig.

Den sidste, vigtige pointe i dette alt for følelsesladede og sikkert også lettere usammenhængende hjertesuk er, at jeg IKKE er fan af FC Barcelona. Jeg har bare haft det usandsynlige privilegium at kommentere verdenshistoriens bedste fodboldspiller masser af gange. Jeg har siddet på Camp Nou, lænet mig tilbage, takket Vorherre og nydt hvert et sekund, når han svævede hen over græsset, nærmest adskilt fra de øvrige, verdslige begivenheder.

Det er de billeder, jeg altid har haft lyst til at fastholde. Og det er det, jeg har fået så svært ved. Måske er det derfor, jeg undgår at se ham spille for Paris. Jeg kan ikke holde ud, at det ophøjede er blevet så banalt.

Var det noget sludder, Michael?

Hvis ja, så ring alligevel.