Fodbold

Hver dag til frokost gør Eriksen noget, som flere spillere fremhæver

Christian Eriksens tilbagevenden til London har vendt op og ned på Brentfords tilværelse.

Der er spillerhandler, man sjældent glemmer.

Da Christian Eriksen i slutningen af januar satte sin signatur på en aftale for resten af sæsonen med Brentford, blev det kaldt 'et gamble' af klubben, der ejes af Smartodds-ejeren Matthew Benham.

Årsagen har vi vist været omkring.

Den 30-årige midtbanespiller sluttede sig til et dansk regiment i London, som fra januar til marts ikke vandt otte Premier League-kampe i træk.

'The rest is history', som man siger på de britiske øer. Jackpot.

Vild stime med Eriksen i startopstillingen

- Jeg er nødt til at tro på, at vi også havde vundet nogle af kampene uden ham, men det er klart, at Christian har en kæmpe betydning, lød det fra cheftræner Thomas Frank i sidste uge.

Danskeren ved roret er naturligvis klar over, at man ikke vinder fodboldkampe ene mand, men tallene lyver ikke, når man leder efter en fællesnævner i forståelsen af Brentfords nuværende succes.

Flere nævner især den detalje, at Christian Eriksen hver dag spiser frokost med forskellige holdkammerater

Jay Harris, korrespondent hos The Athletic

Dagen efter sin udtalelse kunne cheftræneren igen sætte grønt flueben ud for sit kampprogram, da Brentford på udebane vandt 2-1 over Watford efter en scoring i det 95. minut.

Eriksen, naturligvis, med assisten. Holdets tredje sejr i træk.

Eriksen-effekten blev igen evident for klubben, der måske ikke får fornøjelsen af at byde ham velkommen på arbejde fra næste sæson.

Når Christian Eriksen spiller fra start, så vinder Brentford. Sådan har det udfoldet sig fem gange i lige så mange forsøg.

Med et målgennemsnit på 2,6 scoringer per kamp.

Elsket i Brentford

Jay Harris, fast Brentford-korrespondent for det britiske medie The Athletic, er da heller ikke i tvivl om, at Eriksen-effekten er til at få øje på.

Trøjesalget er en historie i sig selv, men efter at pointene er begyndt at rulle ind, og Brentford nærmer sig endnu en sæson i landets bedste fodboldrække, er kærligheden til danskeren, som muligvis kun har fem kampe tilbage for klubben, kun taget til i styrke.

- Det er svært at undervurdere, hvor stor en betydning han har haft for Brentford. Ikke bare sportsligt, men også for fansene. De elsker ham. Eriksen er en skakspiller på banen.

- De sociale medier gløder, og han bliver konsekvent kåret til kampens spiller af fansene, uanset om han har været den bedste på dagen, siger Jay Harris.

Nervøsiteten falder med Eriksen på banen

Christian Eriksen-effekten, renset for trøjesalg, point og hype, er også noget, som Mads Junker, fodboldekspert på TV 2, har svært ved at overse.

Den danske midtbanespillers evne til at suge bolden til sig, det kølige overblik og rutinen er alt det, som Brentford har savnet.

Især i udekampen mod Chelsea, de forsvarende verdens- og Champions League-mestre, var det helt tydeligt, siger Mads Junker.

- En ting er, at Brentford er ligeværdig, når de møder Crystal Palace, men mod Chelsea er han enestående, fordi han ikke bliver duperet. Han er ikke skræmt af at stå på Stamford Bridge – han kommer for at vinde.

Spillestilen under Thomas Frank, en midtbane med tre mand, passer også Eriksen perfekt, og når selvtilliden vokser hos holdets største stjerne, giver det luft til de resterende, både før og under kampen.

- Det er en enorm ting at kigge rundt i omklædningsrummet og se, at der er en mand med, som er bedre end én selv. Det er også enormt rart at have en mand, som beder om at få bolden.

- Samtidig giver det en tryghed, at man ved, man har en holdkammerat, som holder niveauet i dag, så man kan koncentrere sig om sig selv. Nervøsiteten falder lidt fra en selv, fordi de store spillere suger det til sig, siger Mads Junker.

Sætter en standard for kulturen

På banen sætter Christian Eriksen standarden - med over 80 procent succesfulde pasninger fordelt over sine fem kampe i startopstillingen, to assists og et enkelt mål - men der er en anden ting, som Jay Harris hæfter sig ved, når talen falder på danskerens indflydelse på Brentford i de seneste måneder.

Og det er alt det, som foregår uden for kridtstregerne.

- Spørger man holdkammeraterne, så siger de alle sammen, at han er en fantastisk fyr, som de kan lære utroligt meget af. Han er en erfaren landsholdsspiller og italiensk mester.

- Men flere nævner især den detalje, at Christian Eriksen hver dag spiser frokost med forskellige holdkammerater efter træning. Det ville være nemt for ham at spise med de samme danskere, men han kommer hele vejen rundt, og det sætter alle spillerne pris på.

- Alle vil lære af ham, og de elsker hans attitude både under og efter træning, siger Jay Harris.

Har bedre mulighed for at beholde ham

Med blot fem kampe tilbage i sæsonen er det nærliggende, at både klub og fans drømmer stort om at se Christian Eriksen fortsætte karrieren i Brentford, når den svære sæson to i Premier League truende venter rundt om hjørnet.

Thomas Frank har ikke været sen til at folde hænderne i bøn og appellere til Eriksen om at blive, og for Jay Harris er der ingen tvivl om, at det er mere end realistisk, at Eriksen forlænger opholdet i Brentford, selvom større adresser vifter med hæder og pænere projekter.

- Brentford har en større chance for at beholde ham, end man umiddelbart skulle tro, siger Jay Harris.

Det hele står og falder med Christian Eriksens egen motivation, familien på hjemmebane i London og så udsigten til fast spilletid frem mod VM i slutningen af året.

- Han har åbenlyst kvaliteten til at spille for et hold, der kan begå sig i Europa, eller som kæmper med om et mesterskab, men skifter han til et større hold, hvor spilletiden er usikker, er det ikke sikkert, at han står lige så stærkt til VM.

- Vil han risikere det for penge eller europæisk fodbold?

Kun tiden vil vise, om parløbet mellem Eriksen og Brentford fortsætter, men effekten af det store 'gamble' bliver en historie, som de sent vil glemme i det vestlige London.