Fodbold

Chelsea slår til mod West Ham i sidste minut

Indskiftede Christian Pulisic scorede sejrsmålet, efter at Jorginho forinden havde brændt et straffespark.

Chelsea hentede søndag en vigtig sejr i kampen om de vigtige top-4-placeringer i Premier League.

På hjemmebane slog rækkens nummer tre gæsterne fra West Ham med 1-0 på en scoring i sidste minut.

Her dukkede indskiftede Christian Pulisic op inde i feltet og sparkede en tværpasning fra Marcos Alonso over målstregen til 1-0.

Chelsea havde presset på gennem det meste af kampen, og kort forinden havde Jorginho brændt et straffespark for værterne på Stamford Bridge.

Tilskuerne på Stamford Bridge havde derfor lige været igennem hele følelsesregistret, da Pulisic sendte størstedelen af publikum i ekstase med det afgørende mål.

Chelsea var uden den danske midterforsvarer Andreas Christensen, der udgik med en skade i holdets seneste kamp.

Sejren betyder, at Chelsea på ligaens tredjeplads har et hul på fem point til Arsenal på fjerdepladsen. Der er yderligere to point ned til Tottenham på femtepladsen.

De fire bedste hold i Premier League er efter sæsonen sikret adgang til Champions League. Der resterer fem til seks kampe i den bedste engelske fodboldrække.

I bunden fik Burnley givet sig selv håb om redning, da holdet på eget græs slog Wolverhampton med 1-0. Sejren sender Burnley forbi Everton, så holdet nu er over nedrykningsstregen.

Det kan dog ændre sig senere søndag, når Everton gæster mesterskabsbejlerne fra Liverpool.

I midten af tabellen spillede Brighton og Southampton 2-2, hvilket ikke ændrer det store for de to hold, der hverken er truet af nedrykning eller realistisk set kan nå de europæiske pladser.