Fodbold

Utilfreds AGF-trup pressede på for at få stjerne tilbage

AGF's spillertrup var ikke tilfreds med, at klubben lagde Jon Dagur Thorsteinsson på is.

Der var ikke frost i skægget på Jon Dagur Thorsteinsson, da islændingen onsdag var på træningsbanen for AGF.

Selv om det nærmer sig en måned siden, at klubben smed ham i en sportslig kummefryser, fordi han ikke vil underskrive en ny kontrakt, har Thorsteinsson fortsat med at træne, som han har ret til.

Og det skal de nok blive glade for.

Vi var ikke tilfredse, og det fik klubben at vide

Patrick Mortensen, AGF-anfører

Mens Jon Dagur Thorsteinsson smøgede shortsene op i solen på Fredensvang, gik til arbejdet som han plejer, denne gang med en tilsyneladende selvvalgt mundkurv, blev der fulgt flittigt med fra sidelinjen.

Cheftræner David Nielsen og direktør Jacob Nielsen fik sig en snak, inden sidstnævnte besluttede sig for at bruge energien på at bekrige en fremmødt journalist for indholdet i en artikel, han ikke var enig i.

Sproget holder vi ude af denne, men humøret var da højt inden for stregerne, hvor islændingen flere gange understregede, at det nok er en sportslig fin vurdering at få ham 'aktiveret', som klubben annoncerede tirsdag.

Man har et standpunkt, indtil nedrykning truer, og det er trods alt svært at fortænke nogen i.

Spillerne står bag Thorsteinsson

Han vil bare ikke sige noget selv, Thorsteinsson, lod klubbens repræsentanter den fremmødte presse forstå, selv om islændingen lignede en mand med energi nok til at sprinte to runder golf, som han glædeligt har brugt sine kampdage på i den seneste tid.

Men det var altså hans helt egen beslutning.

AGF-anfører Patrick Mortensen havde dog ikke på mystisk vis mistet talens kraft, og han gjorde det klart, at spillertruppen har forsøgt at få Jon Dagur Thorsteinsson tilbage på taktikbrættet.

- Vi har som trup givet vores mening til kende og sagt, at vi savner 'Johnny', og at han fortjener at spille. Vi var ikke tilfredse, og det fik klubben at vide.

- Jeg ved ikke, om vi har påvirket beslutningen, det må du spørge klubben om, men vi har givet vores mening til kende i et forum, lyder det fra anføreren.

Sådan er moderne fodbold

Spørger man klubben, i dette tilfælde sportschef Stig Inge Bjørnebye, om spillertruppens input skulle have været udslagsgivende for beslutningen om tage islændingen til nåde, kan det siges kort:

- Nej, det har det ikke.

- Vi har vurderet situationen hele vejen og taget en beslutning. Spillerne har ikke, og kan ikke, kræve det. Vi har haft en fin samtale med Jon og hans agent, og der er ikke nogen konflikt, siger Stig Inge Bjørnebye.

Sportschefen synes samtidig ikke, at der er noget odiøst i, at en af klubbens vigtigste spillere efter fem kampe på køl nu er tilbage, hvor tingene skrider i tabellen.

- What's the big deal? Sådan er moderne fodbold. Jon er i sin fulde ret til at takke nej (til en kontraktforlængelse, red.), og det har jeg sagt hele vejen.

- Men det var en strategisk beslutning, vi lå et andet sted i tabellen, og vi havde nogle unge spillere, som skulle have chancen. Det er vi ikke lykkedes med, så må man træffe en ny beslutning, sådan som jeg har gjort nu, siger Stig Inge Bjørnebye.

Har taget det professionelt

Jon Dagur Thorsteinsson har ikke været på banen i Superligaen siden 7. marts. Til gengæld har han været flittig til at opdatere sine følgere på sociale medier om fremskridtene på golfbanen og alt det andet, som unge mænd interesserer sig for.

Som regel godt timet på kampdage.

For AGF-anfører Patrick Mortensen er det dog netop den slags humør og kant, som islændingen bringer til bordet - også selv om han har stået i en svær situation.

- Vi tager det helt fint. Når man er sammen med 'Johnny' hver dag, så kan man kun elske ham. Der er ikke noget ondt i hans opslag på sociale medier, og vi har bare grint af det. No hard feelings dér.

- Han er en dreng, der elsker at spille fodbold, og det kan godt være svært, når man får sådan en melding fra klubben og står uden kontrakt efter sommeren. Så det er hans egen fortjeneste, at han er tilbage, og vi har støttet ham alt, hvad vi kan, siger Patrick Mortensen.

Samme støtte får den 23-årige islandske landsholdsspiller fra sin sportschef, der heller ikke har mærket pulsen stige, når islændingen på Instagram har fyret en stikpille eller to af.

- Jon er Jon, og han har håndteret det professionelt hele vejen. Han er fokuseret, og han har tacklet det godt, og der har aldrig været konflikt, siger Stig Inge Bjørnebye.

AGF møder søndag OB i Odense. Aarhusianerne har seks point ned til Vejle under nedrykningsstregen.