Fodbold

Måber over frisparksmål, der sikrer vigtigt point

Lucas Perez har på bare 11 dage scoret mod både FC Barcelona og Sevilla.

På transfervinduets sidste dag i januar skiftede Lucas Perez fra Elche til Cadiz for et beløb, der er mere end overskueligt for de fleste fodboldklubber.

Nu kan han den 33-årige angriber vise sig at blive helt og aldeles afgørende i jagten på overlevelse.

For 11 dage siden stod Perez for det enlige mål i Cadizs sensationelle sejr over selveste FC Barcelona, og fredag aften var han igen på pletten, da han scorede et sandt drømmemål i udekampen mod Sevilla.

Direkte på frispark smækkede angriberen bolden helt op i det nærmeste målhjørne - uden chance for Bono i Sevilla-målet.

Et mål, som fik TV 2 SPORTs fodboldekspert Jonas Hebo Rasmussen til at måbe.

- Det er et af de bedste frisparksmål - måske endda dét bedste - i LaLiga i år.

- Muren stod helt som den skulle, og de hoppede, men alligevel fik han bolden til at dykke på det helt rigtige tidspunkt lige inden målstregen. Virkelig imponerende, sagde eksperten under kommenteringen.

Lucas Perez har nu scoret fire mål og lavet en enkelt assist siden ankomsten til Cadiz. Det er ifølge Jonas Hebo mere end godkendt.

- Hvilken effekt han har haft på det her hold siden januar, men i de seneste kampe, hvor de har spillet på nogle af de største stadioner - i Barcelona og Sevilla - har han scoret. Det her er et fuldstændig vanvittigt godt frisparksmål.

Målet betød, at Cadiz spillede 1-1, og dermed fik bundklubben ét vigtigt point i kampen om overlevelse. Cadiz har nu fordoblet antallet af point ned til Granada på den forkerte side af nedrykningsstregen.