Fodbold

United-manager bliver landstræner for Østrig

Tyske Ralf Rangnick gør sæsonen færdig hos Manchester United og tiltræder sidst i maj som landstræner for Østrig.

Ralf Rangnick skal ikke kun agere konsulent for Manchester United, når han efter sæsonen som planlagt overlader cheftrænerposten i klubben til Erik ten Hag.

Den tyske træner er fredag blevet udpeget som landstræner for Østrig, meddeler Det Østrigske Fodboldforbund på sin hjemmeside.

- Vi er meget glade for, at vi kunne vinde Ralf Rangnick - en fremragende ekspert i international fodbold - som landstræner, siger præsidenten for det østrigske fodboldforbund Gerhard Milletich.

- Vi er alle overbevist om, at han er den ideelle mand, og at hans visioner vil fremme landsholdet og ÖFB (forbundet, red.).

Den nuværende midlertidige cheftræner for Manchester United gør sæsonen færdig hos United og tiltræder som østrigsk landstræner i slutningen af maj.

Rangnick overtog Manchester United, da Ole Gunnar Solskjær blev fyret tidligere på sæsonen. Det har hele tiden været planen, at han kun skulle sidde i jobbet sæsonen ud.

63-årige Rangnick debuterer som landstræner for Østrig i forbindelse med Nations League-kampene i starten af juni. Her møder holdet Kroatien, Danmark og Frankrig.