Ung dansker blæser Østrig bagover og sammenlignes med Haaland

Rasmus Højlund bomber løs i sin østrigske klub Sturm Graz, hvor han er blevet fanfavorit.

- Rasmus Højlund bliver klubbens største salg nogensinde. Det er jeg helt overbevist om.

Fodboldredaktøren på den østrigske avis Kleine Zeitung, Michael Lober, spiller gerne stort spil. For han er imponeret over den unge dansker. Virkelig imponeret.

Jeg så hans første træning, og han mindede mig hurtigt om Haaland

Michael Lober, fodboldredaktør Kleine Zeitung

Og han er ikke alene. Generelt har 19-årige Rasmus Højlund taget Østrig med storm, siden han i januar byttede FC København ud med Sturm Graz.

Her er det blevet til seks mål i ti ligakampe, og det har efterladt den unge dansker som ny fanfavorit i den østrigske topklub.

- Fansene elsker ham. Han giver alt, hvad han har, og det bliver påskønnet i klubben. Det er ikke et nemt system at spille i, men han har virkelig tilpasset sig hurtigt. Hvis man ser bort fra Noah Okafor og Karim Adeyemi i Salzburg, ser jeg Rasmus som den bedste angriber i ligaen, siger Michael Lober til TV 2 SPORT.

Hovedpersonen selv kan heller ikke løbe fra den voksende popularitet, der giver blod på tanden.

- Det betyder meget, at jeg har fået en god start. Det har gjort tingene nemmere, og jeg værdsætter den tillid, jeg har fået fra alle omkring klubben. Det er fedt at bevise sig, og mere vil have mere, siger Rasmus Højlund.

Den store beundring fra fansene bliver underbygget af, at danskerens trøje uden sammenligning lige nu er den mest populære i fanshoppen.

Bliver sammenlignet med Haaland

Mængden af mål, men mest af alt danskerens spillestil har fået flere til at sammenligne Højlund med den norske verdensstjerne Erling Haaland.

Den norske angriber fik tilbage i 2019 selv sit store gennembrud i Østrig, da han haglede 29 mål ind for Red Bull Salzburg i 27 kampe.

Og selvom der niveaumæssigt trods alt fortsat er markant forskel på angriberne, kan sammenligningen alligevel have sin berettigelse.

- Jeg så hans første træning, og han mindede mig hurtigt om Haaland. De er begge hurtige, høje, aggressive, venstrebenede og rendyrkede målscorere, siger Michael Lober.

Jeg kan lægge et niveau mere på. Jeg har mere i posen

Rasmus Højlund

Selv anerkender Højlund, at der kan være noget om snakken. Men den unge dansker har samtidig svært ved at sammenligne sig selv med en af verdens bedste spillere.

- Jeg vil helst ikke sammenligne mig direkte med Haaland, for han er voldsom. Men jeg er helt enig i, at vi besidder nogle af de samme spidskompetencer, og vi kan mange af de samme ting.

Den unge dansker nævner fart, et solidt venstreben og en vildskab som nogle af sammenligningspunkterne mellem ham selv og den norske Dortmund-stjerne.

Rasmus Højlund

Alder: 19

Nuværende klub: Sturm Graz (Østrig) 

Position: Angriber 

U-landskampe og mål: 22 kampe og 3 mål 

I FCK (2017-2022)

  • 32 kampe
  • 5 mål

I Stum Graz (2022-nu)

  • 10 kampe 
  • 6 mål

Det handler om at køre på

Virkeligheden er også, at der fortsat er langt mellem verdens måske mest værdifulde fodboldspiller og så Rasmus Højlund, der aldrig fik sit gennembrud i den danske hovedstadsklub FCK.

Men det er i stedet igangsat med ekspresfart i Sturm Graz, og selvom det hele lige nu kører på skinner, venter en stor udfordring forude.

- Det svære nu bliver at fortsætte mit momentum. Det handler om at holde niveauet og samtidig fortsætte min udvikling. For selvom mit nuværende niveau er højt, tror jeg på, at jeg kan lægge et niveau mere på. Jeg har mere i posen.

Den helt store drøm er A-landsholdet. Det har jeg aldrig lagt skjul på

Rasmus Højlund

Ifølge Michael Lober er danskerens pose bestemt heller ikke fyldt op. Den lokale fodboldredaktør forudser, at Rasmus Højlund i fremtiden bliver den dyrest solgte spiller nogensinde i Sturm Graz.

Og det siger faktisk ikke så lidt. For da Højlund i januar landede i den østrigske klub, var det som erstatning for den netop solgte topscorer Kelvin Yeboah, der røg til Genoa.

Den italienske Serie A-klub betalte 5 millioner euro for den ghanesiskfødte angriber, hvilket svarer til knap 40 millioner danske kroner. Det er lige nu det største salg i den østrigske klubs historie.

Drømmene fejler ikke noget

Hvis Rasmus Højlund får opfyldt sine personlige drømme, vil det formentlig også kræve et rekordsalg af den unge dansker. For Højlund tillader sig at drømme stort.

- På et tidspunkt i fremtiden vil jeg gerne spille Champions League. Det kunne være fedt. Jeg vil også gerne sige, at Manchester United er min yndlingsklub.

- Real Madrid vil også være en drengedrøm, men den helt store drøm er at komme på A-landsholdet. Det har jeg aldrig lagt skjul på.

Rasmus Højlund har kontrakt med Sturm Graz indtil sommeren 2026.