Bale udeblev som den eneste fra Real Madrids guldfest
Gareth Bale forklarer, at rygsmerter var skyld i, at han ikke mødte op på Santiago Bernabéu lørdag aften.
Alle Real Madrid-spillerne deltog i mesterskabsfejringen efter lørdagens sejr over Espanyol i LaLiga. Undtagen Gareth Bale.
Den walisiske landsholdsstjerne var nemlig slet ikke mødt op på Santiago Bernabéu til opgøret, og derfor var han den eneste Real Madrid-spiller, der ikke deltog i festen på banen efter 4-0-sejren over Espanyol.
Et fravær, som han efterfølgende forklarede via et opslag på Twitter:
- Jeg er meget skuffet over, at jeg ikke er i stand til at tage del i aftenens fejring på grund af smerter i ryggen. Men jeg er meget stolt af holdet. Nyd aftenen, gutter!
Ifølge den spanske sportsavis AS er der ellers en intern regel i Real Madrid om, at alle spillere møder op for at overvære holdets hjemmekampe. Om man er i truppen eller ej. Om man er skadet eller ej.
Men den kutyme valgte 32-årige Bale altså at se bort fra lørdag eftermiddag og aften.
Ikke første gang
Gareth Bale har været Real Madrids-spiller siden 2013, hvor han fik en guldrandet kontrakt med den spanske hovedstadsklub.
Men nærmest siden dag ét – og særligt i årene efter kontraktforlængelsen i 2016 – har waliseren været lidet populær i Madrid, fordi han ifølge fans og eksperter ikke har leveret på et niveau, der svarer til hans rekordhøje løn i Real Madrid.
Det er en lang række af episoder – både i kampe, men i særdeleshed rundt om kampene – der har gjort Bale upopulær blandt egne fans. Og lørdagens fravær fra mesterskabsfejringen er faktisk en gentagelse. For i forbindelse med det seneste El Clasico-opgør mod FC Barcelona valgte Gareth Bale nemlig også på kampdagen at melde fra til opgøret med rygsmerter. Real Madrid endte med at tabe den kamp med 0-4.
Gareth Bales kontrakt i Real Madrid udløber til juni, og waliseren har dermed med stor sandsynlighed spillet sin sidste kamp i den hvide trøje.