FCK viser gummiben – og de skal nok smide flere point, siger Bo Henriksen
Søndag aften spillede FC Midtjylland og FC København uafgjort. Derfor topper københavnerne stadig Superligaen med tre point.
Superligaens topkamp endte med status quo, da FCM og FCK spillede 0-0.
Alligevel er Bo Henriksens tro på mesterskabet ikke just blevet mindre, fortalte FCM-træneren bagefter.
- De er jo i gang med de gummiben. Vi ser i dag, at vi er det klart bedste hold, og de er pressede. Lad os se, hvad der sker. Vi skal bare gøre vores, og så må de rode med den butik, de har, siger Bo Henriksen.
Han hæfter sig ved, at FCK blot har vundet én ud af de seneste fire Superligakampe. I samme periode har midtjyderne vundet tre ud af fire kampe, hvilket har bragt københavnernes forspring ned på tre point.
- De har vel scoret 10 mål i de seneste 9 kampe eller noget i den stil, og hvis de fortsætter med den stime, så skal de nok sætte point til, siger Bo Henriksen.
- FC København kan tabe mesterskabet. Vi kan vinde det. Det er en stor forskel, men vi skal jagte dem alt det, vi kan. Og indtil vi ikke kan det mere, så går vi efter det. De har jo vist os i de seneste fire kampe, hvor de kun har vundet én, at de er til at tale med. Det tror jeg også alle andre hold i Superligaen ved.
Søndagens kamp var det sæsonens sidste indbyrdes opgør mellem FCK og FCM. Derfor skal Bo Henriksen og hans spillere håbe på hjælp fra andre klubber, hvis mesterskabet skal til Herning for fjerde gang i historien.
Derimod kan FCK stå som dansk mester for 14. gang, når sæsonen er spillet til ende om fire runder. Det fokuserer klubbens anfører Nicolai Boilesen på i stedet for at granske, hvorfor københavnernes forspring er reduceret fra 9 til 3 point i løbet af de seneste uger.
- Vi har også været bagud med seks point. Sådan er det i de her mesterskabsspil, hvor man møder hinanden så mange gange. Jeg synes, de første seks kampe har vist, at hver enkelt kamp kan være… hvis ikke en lottokupon, så meget nær 50/50, siger Nicolai Boilesen til TV 2 SPORT og uddyber:
- At stillingen kan gå meget op og ned som den kan – og som den har gjort – tænker jeg egentlig er meget normalt i de her situationer. Derfor skal vi fokusere på det, vi kan håndtere, og det er selvfølgelig den næste kamp.