Fodbold

Landstræners telefon var rødglødende efter nyhed om VM-billet

Lars Søndergaard er glad for at skulle til VM med landsholdet, men ville gerne have fejret det med spillerne.

Landstræner Lars Søndergaard stod mandag på en fodboldbane og så FC Nordsjælland træne, da telefonen begyndte at bimle og bamle i lommen på ham.

Beskeden var god. På grund af Det Europæiske Fodboldforbunds (Uefa) beslutning om at udelukke Rusland fra VM-kvalifikationen er Danmarks kvindelandshold klar til sin første VM-slutrunde siden 2007.

Alligevel kunne Lars Søndergaard ikke for alvor glæde sig over udsigten til at skulle til Australien og New Zealand i 2023.

- Jeg frygtede lidt, at vi skulle få meddelelsen en dag, hvor vi ikke var samlet, og at det bare kom lige midt i dagligdagen.

- Jeg ville meget gerne have nydt det øjeblik med spillerne, og at de kunne have været sammen om det, siger Lars Søndergaard.

Han slår dog fast, at nyheden selvfølgelig er glædelig, og han mener, at Danmark, som har maksimumpoint i sin gruppe, har fortjent VM-billetten.

Slutrunder er noget specielt, og der kommer øget fokus på kvindefodbolden og på landsholdet

Lars Søndergaard

Men han havde nu håbet, at Danmark i forbindelse med kvalifikationskampen mod Aserbajdsjan på Viborg Stadion i april kunne have fejret VM-deltagelsen med det danske publikum.

Tam følelse og sms'er

I stedet står han med en lidt "tam følelse" på grund af måden, det sker på.

- Vi har sendt sms’er rundt i staben og ønsket tillykke til hinanden, men vi kan jo ikke fejre det. Spillerne er spredt i nær og fjern.

- Men vi skal glæde os over, at vi har opnået et mål, som vi har sat os. Så må fejringen komme på et senere tidspunkt, siger han.

Danmark skal til sommer med til EM i England. Og altså allerede et år senere går turen til Australien og New Zealand, som er værter for VM.

Kommer til at betyde meget for dansk kvindefodbold

Lars Søndergaard håber, at de to slutrunder kommer til at løfte kvindefodbolden herhjemme.

- Det kommer til at betyde rigtig meget. Slutrunder er noget specielt, og der kommer øget fokus på kvindefodbolden og på landsholdet.

- Vi kommer i mediernes søgelys, og forhåbentlig vil det også efterlade et økonomisk aftryk i klubberne, når interessen bliver større.

- Der er en bølge i gang i kvindefodbolden, og forhåbentlig vil flere hoppe med på den, siger Lars Søndergaard.

Han understreger desuden, at han mener, at Uefas beslutning om at udelukke Rusland er den rette.

- De store forbund skal vise vejen. Uefa tager afstand til krigen i Ukraine, og jeg synes, det er den rigtige beslutning, siger Lars Søndergaard.

Rusland har mulighed for at appellere Uefas beslutning til Den Internationale Sportsdomstol (CAS).